Christian kan give Fanø en stemme i Folketinget

Christian Lorenzen, her på eventpladsen i Nordby, vil gerne i folketinget. Han brænder for klimatilpasninger, mindre bureaukrati, en bedre folkeskole og for turismeerhvervet.

Christian Lorenzen må kæmpe for en plads i Folketinget med et nyerhvervet fuldtidsjob, men han brænder for det

Hent artiklen fra avisen som PDF her

POLITIK – Om Fanø har haft et folketingsmedlem siden socialdemokraten Julius Bomholt, der blev kulturminister, ved den halvgamle redaktør desværre ikke. Men sikkert og vist er det, at vi nu kan få vort helt eget folketingsmedlem igen, for Christian Lorenzen stiller op ved valget den 1. november.
Han har årelang erfaring i kommunalpolitik, fik et flot personligt stemmetal ved kommunalvalget i november 2021, og hans parti, som han er gruppeformand for i byrådet, gik frem og har nu tre medlemmer af Fanø Byråd.
Sent ind i kampen
Men ved at folketingsvalg er det anderledes. Her er det ikke nok at være populær lokalt, man skal også blive kendt og anerkendt i hele sin valgkreds. Så nu skal han ud at kæmpe, selv om han har fået et fuldtidsjob, der kræver al hans tid fra klokken 7 til 16 på hverdage. Så han gør det ikke, fordi han ikke er lønnet udvalgsformand længere. Men han kan godt føle sig lidt presset, fordi han er kommet sent ind i kampen.
”Jeg er født tidsoptimist, det bider mig lidt i måsen nu. Mange af de andre kandidater har forberedt sig i årevis og har taget fri her i valgkampen. Jeg har et arbejde, jeg skal passe,” forklarer han.
Det økonomiske aspekt ved at være kandidat overrasker ham ikke, men:
”Tidsmæssigt har det været helt vildt. Man kender jo ikke valgdatoen, og lige pludselig er det fra 0 til 120 på én gang,” forklarer han efter en lang lørdag med opsætning af 200 valgplakater i Esbjergs lygtepæle.
Det er også meget anderledes end i en kommunal valgkamp. Der er man et hold, her er det alle mod alle. Vil han føre gågadekampagne i en fremmed by, skal han for eksempel advisere byens egen kandidat – og gå sammen med denne kandidat i byen, fortæller han.
”Jeg bliver meget mere opfattet som en konkurrent. På Fanø var vi et hold,” fortæller han.
Klimaet er vigtigt
Men lad os gå til politik. Hvad vil du i Folketinget?
”Jeg brænder for miljø, klimaproblematikken og digerne i Vadehavet. Det er for eksempel helt tosset, at staten vil tvinge os til at importere klæg til Fanøs diger, når vi selv har det. Og planmæssigt tager det år at få ordnet sager som beskyttelse af husene og sommerhusene i Jyllinge, der blev oversvømmet for tre-fire år siden. Der kan nedlægges veto her og der og alle vegne,” siger han med ærgrelse.
Turismen har også hans store interesse. Han synes, dansk turisme pålægges byrder, man ikke har i Tyskland og Sverige, og campingpladserne har svært ved at konkurrere mod sommerhusene i ydersæsonen, fordi ejerne af sommerhusene får meget store skattefradrag, og så er campingpladsernes hytter fuldt momsbelagte.
”Som læreruddannet er jeg også ekstremt optaget af folkeskolen. Alt for mange, især drenge, bliver trukket igennem en skolegang, hvor de går fra nederlag til nederlag. De praktiske fag er blevet nedprioriteret. Lad dem dog komme i praktik i uger, måneder eller halve år, hvis det er det, der gavner dem. Det virker! Det har jeg været med til på Fanø. Drengene hilser på mig, og de er kommet godt i vej. Så hvis jeg skulle blive undervisningsminister, ville jeg som det første ændre formålsparagraffen til at folkeskolen ikke må fratage eleverne lysten til at lære!”Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Blå bog Christian Lorenzen

  • Født og opvokset på Fanø, har dog boet 15 år i Aarhus og omegn
  • Uddannet som folkeskolelærer fra Aarhus Dag- og Aftenseminarium
  • 44 år, far til to sønner, bor i Nordby
  • Civilstand: gift
  • Faglærer hos Trafikskolen ApS i Esbjerg, underviser i brandbekæmpelse, ernæring, EU-beviser og meget andet
  • Medlem af Fanø Byråd siden 1. januar 2014, gruppeformand, medlem af Økonomi- og Planudvalget
  • Fritidsinteresser: Politik, at stå på ski – er uddannet ski­instruktør – meget interesseret i fodbold og har været aktiv på grønsværen frem til for et par år siden, vandreture fra familiens ødegård i Norge

Tags

Relaterede artikler

Top