En ny begyndelse

Hent hele siden som PDF her

Coronakrisen er slem, selv om vi er sluppet billigt på Fanø. Vi har endda været refugium for en del borgere, der har valgt at isolere sig i vore sommerhuse, uden at det har startet lange smittekæder. Vi er tilsyneladende stadig fri for virus (dette blev skrevet, før en borger blev indlagt med covid-19 efter deadline, red.).

Der har imidlertid også været tid til eftertanke og en ny begyndelse for mange af os. Er det tiden at søge nyt job? Sælge huset? Finde en hjertenskær i stedet for at sidde så meget alene? Investere i en forretningsdrøm? Der er grøde i luften.

I foreningslivet tænkes der også nyt. Fanø Vesterland har således valgt at hæve besøgstallet med hele 1500 gæster, dels for at få en bedre økonomi, dels for at kunne få en mere robust og professionel konstruktion. Det lyder umiddelbart fornuftigt. 2019-festivalen kørte kun lige rundt, og der skal ikke meget til for at vælte en festival, der ikke har penge på kistebunden. Om det så overhovedet bliver muligt at holde en festival med 2000-3000 deltagere i september, ved vi dog ikke. Men så kan det jo ske, at mange veksler 2020-billetterne til 2021-billetter. Og så har Fanø Vesterland lidt ekstra kapital at arrangere 2021-festival for.

Måske skulle Fanø Vesterland også tænke nyt på andre områder. Gilleleje Festival lader for eksempel de lokale købe de første 300 billetter i den lokale brugs. Det ville give god karma på øen.

Festivalen kunne også begynde at kommunikere sine budskaber til den lokale presse først. Hvis alle på øen kun bruger amerikanske Facebook og Instagram, vil man på sigt miste sine medier.

Selv prøver vi med vores læserklub, Klub Vadehavet, at gå nye veje, så hvis en læserrejse til skønne Faaborg den 13. september kunne lokke, så tjek ind på hjertingposten.dk/klubvadehavet.

God pinse, Fanø!

Relaterede artikler

Top