Borgermøde viste stor opbakning til badeland

BADELAND – ‘Sidste mand i vandet gi’r is’ er ikke nok. Det er nærmere ‘Første mand i vandet gi’r otte mio.’, for det er sådan cirka prisen for at genstarte badelandet ved Fanø Bad. Det kræver også bred støtte fra alle gode lokale kræfter, men så skal driften til gengæld nok løbe rundt.

Det fortalte fagfolkene bag projektet ved et velbesøgt borgermøde 25. juni på Fanø Skole, der var indkaldt af Ejerforeningen Fanøbad Ferielejligheder, som ejer det gamle badeland. Siden efteråret har man arbejdet sammen med Slotssøbadet i Kolding om planer for en genåbning.

“Ejerforeningen har godkendt, at badelandet gives væk. Det er ikke noget, vi skal tjene på – det skal være hele Fanøs,” fortalte Jonna Bacher, formand for ejerforeningen, der vil lægge badelandet i en fond eller selvejende institution.

Slotssøbadet – der selv ejes af en erhvervsdrivende fond – er klar til at overtage driften med sin store erfaring, også med drift af lokale afdelinger.

“Det her kan kun lykkes, hvis hele Fanø står sammen – færdig punktum! Vi kommer ikke herover for at investere en masse penge, og driften skal hænge sammen,” fastslog Otto Skak, direktør for Slottsøbadet.

Hans eksperter har gennemgået det tekniske anlæg og regnet på investeringen, der vurderes til at ligge på ca. otte mio kroner.

“Vi smider al teknik i kælderen ud for at sikre en ordentlig vandkvalitet. Det betyder også, at klorværdien kan sænkes, så det bliver et andet og bedre miljø, hvor det i praksis ikke vil lugte af klor,” fortalte souschef Edvard Køhrsen fra Slotssøbadet.

Planen er at have lokale ansatte, men i stor udstrækning fjernstyre teknikken fra Kolding. Der er også tænkt mange tanker om markedet.

“Man skal kunne tilbyde noget til alle målgrupper. Lidt firkantet sagt gider de unge ikke være sammen med de gamle – sådan er det blevet. Og hvis man kommer for at slappe af, gider man ikke være der sammen med en masse børnefamilier. Vi har en halv mio gæster om året, så vi ved, at tingene skal gøres 100 pct.,” understregede Edvard Køhrsen.

“I vil opleve, at vi vil udbyde et væld af forskellige ting – det er en naturlig del af vores arbejde, og det meste vil være inkluderet i prisen.”

Slotssøbadet har en stærk kommerciel tilgang, som blev understreget i svarene på mange spørgsmål fra salen. Hvis kunderne er der, så er vi der også – og vi løser det, lyder grundtanken.

“Vores filosofi er, at alt kan lade sig gøre. Vi skal stå sammen om det her, og vi vil gøre alt for, at det kan blive en succes. Men det kræver, at alle tager del i det og bruger det. Det er meget, meget vigtigt – ellers kan det ikke lade sig gøre. Det hjælper ikke, hvis der kun er turister to-tre måneder om året og ingen kunder resten af tiden,” fastslog Otto Skak.

Etape 2 kunne være et  nyt, udendørs kurområde.

“Vi må godt bygge et outdoor område op med klitter i forhold til lokalplanen, så vi har sand og lækre faciliteter. Så ville de også komme fra København og andre steder, det tør jeg godt love jer. Og vi kan starte det op med en investering på en mio. kr.,” sagde Edvard Køhrsen.

På hjemmebanen i Kolding trækker man folk fra hele landet – sågar éndagsgæster fra København – og den historiske fortælling ved Fanø Bad ligger lige til højrebenet.

“Nu har vi brug for et folkeligt ønske for at få kommunen med, og vi har tænkt os at søge midler hos Realdania,” fortalte Jonna Bacher.

“Vi håber at kunne klare det på et års tid. Hvis vi er heldige, kan vi måske være klar til Påsken 2019, men det afhænger af, hvor gode vi er til at rejse penge.”

Relaterede artikler

Top