Stærke kvinder på Godtfolk Festival

Den 15. juni er Marvara & Marieke Van Ransbeeck på scenen. Foto: PR

På årets Godtfolk Festival har kvinderne takket være KODA fået mere plads i programmet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KULTUR – Godtfolk Festivalen i og ved Rindby Forsamlingshusfredag den 14. og lørdag den 15. juni har fået 60.000 kr. i støtte fra KODA til at lave en festival, hvor kvinderne får mere rampelys. Det er festivalens primus motor Trine Buhl godt tilfreds med:
”Stærke kvinder med rødder i deres kultur er helt i tråd med Fanøs historie og tradition for en stærk kvindekultur,” bemærker hun.
Vi sætter her ’spotlight’ på de to hovednavne fredag og lørdag, hvor et par karismatiske kvinder er med som frontfigurer. Fredag d. 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin.

Kommer fra Tyrkiet

Fredag den 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin på Godtfolk-scenen 2024. Foto: PR.

Fredag den 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin på Godtfolk-scenen. Foto: PR.

”Den karismatiske forsanger har rødder i Esbjerg, hvor hendes familie kom til fra Tyrkiet tilbage i 1970erne. Hendes far ejede dengang det populære mellemøstlige supermarked Regnbuen i Torvegade. Med en dansk mor og kurdisk far har hun rødder i både østlige og vestlige musiktraditioner, og det har resulteret i spændende ny musik.
Med sig har hun Aske Døssing Bendixen på percussion og Carl West Hosbond på guitar. Sammen leverer de AySays pop-arrangementer som moderne folkemusik i form og fortælling. Deres musik er drevet af en filosofi om, at alle kulturer har værdi og beriger hinanden, og traditionelle instrumenter som saz og darbuka møder moderne elektroniske produktioner,” fortæller Trine.
I 2021 vandt AySay Katapult-prisen på Folk & Fæstival, hvilket for alvor satte fart på deres karriere, og de står som et af de bands, man efter hendes mening bestemt skal have vinget af på sommerens festivalprogram.

Tabte sit hjerte til Fanø
Lørdag d. 15. juni kommer Marvara & Marieke Van Ransbeeck på scenen.
”Marieke Van Ransbeeck tabte sit hjerte til Danmark og Fanø, da hun som en del af Nordic Master-uddannelsen havde ophold på SDMK i Esbjerg. I dag har hun stor succes med bandet Marvara, som med musikere fra Belgien, Danmark og Sverige er en del af den nye, spændende bølge inden for folkemusik, der ikke er bange for at dykke ned i traditionsmusikken og give den et nutidigt spark,” fortæller Trine.
”På koncerten kan man høre numrene fra albummet High On Life som er en musikalsk krønike over Mariekes inspirerende rejse gennem de nordiske lande, hvor hun dykkede ned i folkemusikkens verden under sin nordiske kandidatgrad i folkemusik, Nordic Master. Marieke nåede også at bo et semester på Fanø under den danske del af Nordic Master. Det er blandt andet fra opholdet på Fanø, at hun har ladet sig inspirere af Fanøs levende musik- og dansetradition, som har fyldt hende med en livsbekræftende energi, som hun nu ønsker at dele med sit publikum,” slutter Trine.

De øvrige navne
Øvrige navne er MC Hansen (DK/UK), Duo Amarone (DK/SE), U.L.C. (DK/IRL), Justine Hald Boesen (DK), Fanø Fiddlers, HØST (DK), Dragkroga (NZ/SE), Morten Alfred & Vingaarden (DK), Vesselil (DK), Sylfide (DK), Dragkroga (NZ/SE)
Fiolministeriet (DK), Henriette Flach Kvartet (DK/SE), EREMIT live filmkoncert, JAMBAL, Marvara (BE/SE/DK) og Habadekuk (DK).
Hele programmet kan ses på godtfolk.dk, hvor man kan købe billet til hele festivalen eller de dele af festivalens program, som frister.
-fina

 

Relaterede artikler

Top