Fanø SFO afviklede skateuge i uge 35. Vi tog kameraet med til banen ved skolen
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
BØRNELIV – Da fritidsleder Anders Grosen Lydom gav et tip om en igangværende skateuge ved Fanø Skole, så blev kameratasken pakket med det samme. Vi skriver gerne om alt, der undersøtter det gode børneliv på Fanø. Det er jo fint, at øen tiltrækker mange af kategorien det grå guld, men børnefamilier er jo vigtige for skolen, institutionerne og livet på øen.
Redaktionsbilen ankom den 31. august klokken 14, og frugt, kage og saftevand ventede på de cirka 25 børn, der var der. De havde dog svært ved at løsrive sig fra aktiviteterne på de små hjul, så det måtte vente. Med var også to pædagoger og en skater fra Esbjerg Skateforening. De havde et muntert job den dag.
Børnene morede sig, og der kom ekstra gang i løjerne, da chancen for at komme i Fanø Posten dukkede op. Der var alle typer, som man ser i alle skolegårde. Der var den vilde dreng, der allerede var ved at uddanne sig til stuntman med spektakulære styrt som speciale, der var den superdygtige pige, der kunne styre et løbehjul som en skøjteprinsesse kan styre sine skøjter, og der var drengen, der lige skulle blære sig med at tage en tur i ’det store U’. Modet svigtede imidlertid, så det blev som siddende skater. Men humøret og selvtilliden fejlede ikke noget.
Fanø kan noget, ingen tvivl om det. I næste uge kommer en gruppe skolebørn fra Island og Bryndum på besøg. Bryndum-elevenerne har allerede besøgt Island, men nu er der genbesøg. Og så skal de islandske børn selvfølgelig opleve Fanø.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen