Parret bag strikkefestivalen: Vi kan lide at blive udfordret

Ægteparret Christel og Jørgen Seyfarth kører et godt parløb – både privat og professionelt med strikkefestivalen Fanø International Knit Festival, som nu skal udvikles endnu mere.

UDVIKLING – Dagens første morgenmøde er en fast tradition med fire faste deltagere: Christel og Jørgen Seyfarth samt golden retrieverne Messi og Balou.

På den måde får parret en god start på dagen i det tætte samliv, de deler både privat og professionelt som skaberne af Fanø International Knit Festival.

”Vi holder simpelthen morgenmøde på vores hundetur – det er en rigtig gang ’walk the talk’, hvor vi drøfter situationen og dagens opgaver. Når man er et ægtepar, der tilbringer så meget tid sammen, så arbejder vi på alle mulige tidspunkter,” fortæller Christel og Jørgen, da vi møder dem i den hyggelige strikbutik på Hovedgaden.

Forretninger med hjem

”Det er godt for os at arbejde så tæt sammen, men ikke altid for vores omgivelser. Vores børn beklager sig lidt over, at vi snakker for meget forretning derhjemme. Og det kan også være svært for personalet nogle gange, fordi beslutninger kan være ændret over natten,” lyder erkendelsen.

Den store strikkefestival er lige op over, men de virker meget afslappede. Måske fordi det er niende gang, de gør det. Og måske fordi de altid har været vant til et arbejdsliv med fuld fart på.

De mødte hinanden hos Tjæreborg Rejser, hvor Jørgen arbejdede med marketing, da Christel blev ansat som direktionssekretær.

”Vi sad på hver sin side af en glasrude, og jeg plejer at sige, jeg aldrig så Jørgen – ruden var hele tiden dugget,” griner Christel.

Amorinerne blomstrede gennem ruden, de blev kærester og rejste kort efter sammen til Canada, hvor de arbejdede for Pedersen World Tours. Efter to år flyttede de til København, hvor Jørgen startede et kontor for bureauet, og Christel kom til Time Manager med den farverige Claus Møller i spidsen.

”Jeg havde et sindsygt hårdt job – vi tog jo ikke vores egen medicin, når det gjaldt planlægning,” smiler Christel.

DSC_8636-klip1

Hun er født og opvokset på Fanø, mens Jørgen er fra Haderslev, så da det i 1986 blev tid til det første barn, flyttede de til Fanø, hvor de to piger og en dreng på nu 30, 27 og 24 år er født.

Christel gik hjemme med børnene nogle år, men havde også i en periode en butik med brugskunst i Nordby, inden hun var med til at starte en daghøjskole og senere åbnede et servicekontor for Dansommer.

”Til sidst blev det for meget med ansvar for 100 sommerhuse, så det her med strikkeriet begyndte lige så stille at tage form,” fortæller Christel, der har strikket, siden hun var fem.

Kreativ med garn

I Time Manager-tiden havde hun såmænd også 20 damer til at strikke for sig. Hun tog til USA og solgte det på home parties via sit gamle netværk som udvekslingsstudent.

”Jeg har altid været sindsygt kreativ med garn, men det var faktisk først, da jeg blev 50, at jeg begyndte at se, der var noget i det. Og så har jeg set, hvad man skal og ikke skal gøre i forretningslivet gennem tiden. Jeg har lært alting selv – jeg er cand.selv,” smiler Christel, som dog også kan skrive student og engelsk korrespondent på CV’et.

Hun begyndte at sælge silkegarn fra Kina via en lille hjemmeside, og det tog fart i USA med bl.a. udstillinger i New York, Texas og Florida.

Kvalte kreativiteten

”Det kunne jeg godt havde gjort mere ved. Men jeg fandt ud af, at dét de ville have, var dét jeg ikke gad at lave. Jeg udstillede ellers i Scandinavian House på Park Avenue i New York, men det kvalte min kreativitet.”

I stedet gik hun sine egne veje og begyndte at tage på messer. Og da hun for fem-seks år siden ’blev fuldstændig væltet’ på en stor international garnmesse i Køln, gik Jørgen med ind i virksomheden.

Christel havde på det tidspunkt lavet strikkefestival på Fanø siden 2002 helt alene – den første tid hvert andet år – og nu var det på høje tid at få hjælp til det.

Siden har parret udviklet strikkefestivalen, så den nu er blevet ’eksporteret’ til Skotland og har inspireret lignende festivaler i Norge og Island.

”De er direkte udsprunget af vores, og de vil gerne arbejde sammen med os. Vi ser de tre nordiske destinationer i et fælles samarbejde,” fortæller parret.

Der er derfor søgt ’en betragtelig sum’ hos Nordisk Kulturfond for at kunne udvikle samarbejdet og de tre destinationer.

”Hvis det lykkes, så vil strikkefestivalen i 2017 få en ordentlig én på nordisk kultur – det er i den retning, vi vil udvikle os,” uddyber Jørgen.

Et kulturelt spark bagi

Samtidig arbejdes der på at få en stor udstilling med nordisk fotokunst – Weather Diaries – til Fanø, og ambitionerne rækker i det hele taget langt for fremtidens festivaler.

”Vores drøm er, at vi kan flytte os med noget innovation – vi skal have nogle større mål ude foran. Den her strikkefestival har meget at gøre med miljøet på Fanø – f.eks. kreativitet inspireret fra naturen. Vi skal give et kreativt, kulturelt spark i røven!”

Hvad driver jer?

”Det er, når det lykkes for os,” siger Christel og Jørgen.

”Og at vi lige sætter ambitionsniveauet lidt højere. Vi kan godt lide at blive udfordret med noget, der ikke kan lade sig gøre!”

I år ventes 5-7.000 gæster til strikkefestivalen, som har stort set udsolgt til alle workshops, foredrag og aftenarrangementer.

 

 

Relaterede artikler

Top