Martha er gældfri og vil til at sejle gastrosejladser i 2024

Turbåden Martha af Sønderho kommer ikke til at få eldrift lige med det første, det er for dyrt og svært

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

MARITIMT – Turbåden Martha af Sønderho har haft en god sæson, på trods af store motorproblemer i foråret, desværre i påsken, kan foreningens formand Torben Korsgaard fortælle i det nyhedsbrev, der er på vej ud.
”Hun har sejlet med 1913 passagerer, sammenlignet med 1917 sidste år. Vi må nok indse, at vi ikke kan nå mere i højsæsonen, da vi ikke ønsker at presse bådgruppen yderligere. I højsæsonen har vi sejlet med næsten fuld last på alle ture. På trods af færre passagerer i ydersæsonen, er vi meget tilfredse med et gennemsnit på næsten 10 passagerer pr. tur over hele året,” skriver han.
”Når vi nærlæser sæsonen, ser vi en pæn stigning på både privat- og firmature samt askesejlads. Vi vil gentage dette forårs markedsføringskampagne til firmaer i Esbjerg og på Fanø, samt til regionens bedemænd. Succesen i privatturene har til gengæld levnet mindre tid og plads til vores standardture,” tilføjer han.

Bryllupssejlads er også noget, Martha af Sønderho kan tilbyde.

Bryllupssejlads er også noget, Martha af Sønderho kan tilbyde.

”Atter har vores frivillige bådgruppe trukket det helt store læs, ved en kæmpe arbejdsindsats og stor fleksibilitet. I højsæsonen har de sejlet to ture om dagen fem dage om ugen. Godt gået!”
Snak om flydeplatform
”Vi har haft stor glæde af samarbejdet med Destination Vadehavskysten, som har deltaget i formidlingen af Martha. Vi har haft mange gode møder, hvor foreningen er blevet hørt omkring vores ønsker om bedre muligheder for at tage passagerer ombord i Esbjerg havn. Et møde mellem Destinationen, Esbjerg Havn og Martha er planlagt for at diskutere mulighederne for en flydeplatform i Dokhavnen.”
Årets økonomiske resultat lander på niveau med sidste år.
”Bortset fra en mindre kassekredit, er foreningen nu helt gældfri, på trods af ret store investeringer i opbygningen af ’Svenskeren’ og ekstraordinære vedligeholdsudgifter. I sidste nyhedsbrev blev det nævnt, at vi var ved at undersøge mulighederne for el-drift. Dette projekt har vi sat på pause af flere grunde. De nødvendige batterier for at sikre en drift på seks timer vil fylde for meget, da hvert batteri skal brandsikres med en tyk kappe af isoleringsmateriale. Det er et krav, fordi Martha sejler med passagerer. Den estimerede pris vil overstige én millioner kroner, hvilket vi for nuværende ikke er klar til.”
Gastrosejladser er på tegnebrættet, og vinterens løb kommer flere gode foredrag.

Da Martha sejler med passagerer, skal søfolkene på brandskole.

Da Martha sejler med passagerer, skal søfolkene på brandskole.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Foreningen Martha

Tags

Relaterede artikler

Top