Gårdhavefest var helt forrygende i år

Ole Mouritzen, Peter Uhrbrand og Nils Thorlund fik tidligt på dagen de mest friske på ’dansegulvet’.

Smil over hele linjen, masser af god musik, hårdtarbejdende frivillige og et godt økonomisk resultat vidnede om Striens Musik- og Gårdhavefests berettigelse

Hent den originale artikel fra avisen her

FESTIVITAS – Sjældent har man set så mange mennesker smile så meget, tømme så mange fadølsankre så hurtigt og spise så mange portioner grillmad. De nærmest løb rundt, de frivillige, da Striens Musik- og Gårdhavefest løb af stablen lørdag den 5. august.

Striens Musik og Gårdhavefest 2023. Copyright Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Først kom gæsterne udefra, og hen på eftermiddagen kom de lokale for at feste og bare være sammen med dem, de kender.

Selv om Fanøs ældste butiksindehaver Tove Husted Nordgaard har passeret de 90 år er hun ikke bleg for at gå til gårdhavefest for at høre musik og tage en svingom. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Selv om Fanøs ældste butiksindehaver Tove Husted Nordgaard har passeret de 90 år er hun ikke bleg for at gå til gårdhavefest for at høre musik og tage en svingom.

Flere gange løb baren kortvarigt tør for fadøl. Mellem 40 og 50 fadølsankre røg der. Og indrømmet, det fantastiske vejr havde en stor del af æren for, at det gik så godt. Fra start til slut var der først sol og varme, derefter tørt vejr og en lun aften. Og musikprogrammet med først to tredjedele af Sand på gulvet plus Peter Uhrbrand og senere Big Fat Snake-kopibandet Flames fra Esbjerg, Hvor’ min blues, Futtes Futtog med mange flere faldt i rigtig god smag.

Flames fra Guldager gav den hele armen og fik behørige jubelråb og applauser fra publikum, da de spillede.

Flames fra Guldager gav den hele armen og fik behørige jubelråb og applauser fra publikum, da de spillede.

”Ja, man må sige vejrguderne var med os. Det var perfekt. Fredag kom der et lille strint, så støvet var lagt, og lørdag var der sol og varme,” siger den nybagte formand Sonnich Brinch Nielsen med et stort smil efter festen.
Han mener også, det hele gik så godt på grund af et sammentømret hold af 25 frivillige, der i år var suppleret af flere nye og friske kræfter.
”Vi fik en rekordomsætning i år, da der både kom mange turister, især først på dagen, op så de lokale, der var kommet hjem fra sommerferie og ville til havefest. Vi har ikke gjort regnskabet op, men det gik godt. Sponsorerne og de frivillige musikere, der spillede for mad og drikke, har også en stor del af æren for det. Det er en kæmpegave,” siger han.
Bygningen har lige fået nye vinduer, så overskuddet skal formentlig gå til dørene, ’kongeværelset’ og salen samt vedligehold af murværket. Østgavlen har det ikke for godt.
Festen i Fanø Industri- og Håndværkerforenings gamle bygnings gårdhave begynder foreningen at forberede allerede i april.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tags

Relaterede artikler

Top