Første spadestik på byggeri med 21 lejligheder ved Realen

Forsinkelser på byggematerialer har gjort, at grunden ved Realen i Nordby har ligget øde hen til nu

Hent artiklen som PDF her

UDVIKLING – Spaden var ikke forgyldt, og den var en skovl i stedet for en spade, men vejret var fantastisk og humøret højt, da borgmester Sofie Valbjørn sammen med direktør Flemming Jensen fra Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen og repræsentanter for entreprenørselskabet Brinck mandag den 19. august klokken 13 kunne tage første spadestik på byggeriet af 21 lejeboliger på hjørnet af Niels Engersvej og Vestervejen i Nordby, nok bedre kendt som ’Realgrunden’.
Byggeriet er blevet forsinket på grund af leveringsvanskeligheder på betonelementerne, der først kan komme i uge 3 i 2022, fortalte Flemming Jensen, direktør for Jensen & Jensen i Esbjerg.
”Byggematerialerne er også blevet en million kroner dyrere end budgetteret, men vi har underskrevet 17 lejekontrakter, så vi kan ikke hæve huslejen, fortalte han.
Jensen & Jensen kommer selv til at stå som ejer af bygningen, så det er dem, man skal henvende sig til, hvis man vil leje en af lejlighederne.
Entreprenørselskabet Brinck, der op til første spadestik havde skrabet muld af, går nu i gang med jord- og kloakarbejdet samt siveanlæg til regnvand under p-pladsen. Senere skal der støbes fundament.
Herefter kommer arbejdet til at ligge stille til uge 3, når betonelementerne skulle ankomme.

Forskellige størrelser


Byggeriet er på to byggefelter, der tillader byggeri i forskellige højder, 8,5 og 12,5 meter.
Byggeriet er en fortolkning af den klassiske karré, hvor hjørnet markerer sig, og hvor der skabes et gårdrum.

Bebyggelsen, opført med skærmtegl, består af to længer i tre en halv etage mod Vestervejen, og en længe i tre en halv og halvanden etage mod Niels Engersvej – alle forbundet via udvendige svalegange på gårdsiden. Byggeriet og udformningen af udearealerne er et resultat af den lokalplan, der ligger for grunden. Lejlighederne varierer mellem 60 og 115 kvadratmeter i størrelse, og til hver lejlighed hører en lille gårdhave i forlængelse af boligen eller en rummelig altan. De øverste lejligheder har også en hems, hvorfra man har havkik,” fortæller arkitekt Anne Bruunsgaard, TEKT Arkitekterne, Esbjerg,
Der vil være elevatorer i de bygninger, der har mere end halvanden etage, oplyser bygherren.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top