Fanø Taxi politianmeldt af kommunen

TAXISAG – Fanø Kommune har nu taget det drastiske skridt at politianmelde Fanø Taxi for ‘manglende overholdelse af vilkår og bestemmelser for taxidrift’, og Trafikstyrelsen er også blevet orienteret.

Anmeldelsen er kulminationen på det dårlige samarbejdsklima, som vi tidligere har beskrevet her i avisen. I et åbent brev til byrådet varsler taxavognmand Fritz Quistorff, at han vil sende juridisk skyts den anden vej henover fronten med en sag mod kommunens rådgivere.

“Fanø Kommune har i denne sag fået en dårlig og mangelfuld rådgivning. Konsekvenserne er, at borgerne nu får en dårligere service, og at  Fanø Kommune i stedet for en budgetteret besparelse på en mio. kr. får en merudgift på mere end en mio. kr,” skriver Fritz Quistorff i sit brev.

Han har i forløbet arbejdet på at få konverteret sine bevillinger, så de kan bruges andre steder.

“Fanø Kommune udfører ulovlig myndighed, når man pålægger Fanø Taxi åbningstider og blokerer for konvertering af taxitilladelser i Trafikstyrelsen. Dette er ansvarspådragende,” skriver han.

Fra kommunens side henholder man sig til et skriftligt svar, der bl.a. nævner, at kommunen afgør, ‘hvad der udgør en tilfredsstillende betjening af offentligheden’.

“Fanø Kommune kan fastsatte, at tilladelserne skal udnyttes i nærmere bestemt omfang inden for bestemte perioder af året i form af kørselsomfang og dermed åbningstider,” skriver Fanø Kommune.

Det er Trafikstyrelsen, der afgør, hvilke konsekvenser anmeldelsen af Fanø Taxi måtte have, skriver kommunen.             

Tags

Relaterede artikler

Top