Fanø Is skifter totalt karakter

Skal være hyggeligt og folkeligt spisested med salg af grillmad, italiensk is og kaffe

Hent hele artiklen som PDF her

ERHVERV – To kendte skikkelser i Fanøs erhvervsliv, øboen Flemming Haahr og Flemming Kühl, sidstnævnte en mangeårig sommerhusejer fra Fanø Bad, har overtaget bygningerne, som har rummet Fanø Is i Hovedgaden i Nordby i nogle år.
De vil lave en helt ny slags forretning. Der skal ganske vist stadig være salg af lækker, italiensk is, men der skal også kunne købes frokostmåltider.
Det vil for eksempel være grillmad og mad i andre populære genrer til familievenlige priser, får vi at vide under et besøg midt i indretningstravlheden.
”Vi så jo her i sommeren 2020, hvordan folk stod i kø ved restauranterne for at få frokost,” pointerer Flemming Haahr, der også gjorde sig kendt med købet af søfartsskolen.
Stedet laves helt om, får et farveskifte og et nyt navn, måske Perronen.
”Det skal ikke være en isbutik. Vi laver helt om og gør det til et hyggeligt sted, hvor der kan sidde folk ude og inde ved pæne borde. De vil kunne få frokost, måske et glas vin, en kop italiensk Lavazza-kaffe eller ægte italiensk is, Vi er i fuld gang med at købe udstyr og møbler, fortæller han og peger på en avanceret kaffemaskine i baggrunden. Den ser næsten ud til at kunne snakke italiensk…
Udenfor forestiller han sig, der kunne komme overdækning, så en byge eller stærk sol ikke generer gæsterne.

Tine Godsk skal være bestyrer for den ny frokostrestaurant og iscafé.

Til at drive stedet har de hyret Tine Godsk, der blandt andet har brancheerfaring fra Esbjerg. Hun glæder sig opgaven.
”Og skriv bare, vi får brug for unge hjælpere på mindst 18 år til sommer,” siger hun og Flemming med et smil i munden på hinanden.

Restauranten åbner tidligst 1. marts.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top