Den islandske ryle er et smukt syn i sin rustorange sommerdragt.
VADEHAVETS FUGLE– I disse dage starter efterårstrækket mod syd. På Fanø Fuglestation overvåger, tæller og monitorerer vi fugletrækket, da vi her i den nordlige del af Nationalpark Vadehavet har den mest trækintensive del med Blåvand og Fanø som to centrale lokaliteter. To yderpynter, der faciliterer det sydvestligt orienterede træk i efteråret og det nordgående forårstræk, der både går mod vest og øst.
Det er trækket af vadefugle, der har den fantastiske dobbelthed, at næsten samtidig med at trækket nordpå slutter, så begynder sydtrækket mod vinterkvartererne.
Lige nu er det helt aktuelt arter som lille kobbersneppe, islandsk ryle og hvidklire. Jeg vil her zoome ind på islandsk ryle, der er en både smuk og spændende fugl.
Dens sommerdragt er rustorange, mens ungfuglene og de gamle i vinterdragt er mere grå og spraglede. Fuglen vejer 125-215 gram, og forskellen skyldes både de kønsspecifikke størrelsesforskelle og så det spændende faktum, at de med ynglecyklussen og trækket mister op mod 40 procent af deres kropsvægt. Vingefanget ligger på 47-54 centimeter og med en længde på 23-25 centimeter er den islandske ryle den største ryle i Europa. Arten optræder i flokke i vores del af Vadehavet på op til 40.000-50.000 individer. Der optræder to populationer – den vestlige bestand fra Grønland og Canada og den østlige bestand fra Sibirien.
Fuglene, der yngler i Grønland og Canada, ankommer på returtrækket i juli-august i Vadehavet, hvor de raster, inden de fortsætter til vinterkvartererne i blandt andet Frankrig og den tyske del af Vadehavet. I marts-april er de igen i Danmark, og sent juni flyver de mod nordvest til yngleområderne.
Bestanden, der yngler i Sibirien, ankommer i juli og trækker i august videre til Sydafrika for at overvintre. I maj gør de igen et kort ophold i Vadehavet, inden de fortsætter til Sibirien.
De islandske ryler har i Danmark sit foretrukne rasteområde i Vadehavet, men fuglene fra den sibiriske ynglebestand kan også ses langs kysterne på Fyn og Sjælland – omend i mindre antal. Den islandske ryle er meget kræsen, og tolererer ikke forstyrrelser. Et område er således kun egnet som rasteplads for flokkene, hvis der er ro omkring både højvandsrastepladser og fourageringsområder. Det er derfor, Nationalpark Vadehavet er deres foretrukne rasteplads – naturligvis er et uendeligt stort og altid åbent køleskab også vigtigt. Rylen lever af små hjertemuslinger og slikkrebs, som de finder på vadefladerne ved lavvande. Afslutningsvist er navnet islandsk ryle noget af en tilsnigelse, da arten alene overflyver og raster på Island på vej til de arktiske ynglepladser.
Tekst og foto: Søren Brinch
Redaktion: Finn Arne Hansen
