Biografen byder på koncert, opera og ølsmagning

Hele artiklen i PDF-format

BIOGRAF – Fanø Biograf er måske ikke en af landets største biografer, men til gengæld en af de hyggeligste. Det kniber desværre bare lidt med besøgstallene, og derfor vil de frivillige nu udvikle og slå et slag for biografen, der endda er en af landets ældste. De håber på at kunne lokke flere gæster ind foran lærredet med en række nye tiltag.

”Jobbet som operatør her ved biografen består lidt for ofte af at stå i døråbningen og spejde efter gæster. Selvom vi har oplevet en lille fremgang i besøgstallene, så synes vi, at vi kan meget mere. Derfor indfører vi en masse nye tiltag, så vi forhåbentlig kan gøre biografen mere attraktiv at besøge – også for folk, der måske ikke er vant til at bruge biografen så meget,” fortæller Julie Frey, sekretær og en af de arbejdssomme frivillige ved Fanø Biograf.

Det er i overvejende grad Tordenskjolds soldater, der besøger biografen, og derfor vil biografen indføre nogle initiativer for at lokke nye gæster til. Et af tiltagene er, at biografen har udvidet antallet af visninger, så der også er åbent fredag og lørdag. Derudover vil biografen satse mere på børne- og premierefilm, så gæsterne forhåbentlig vil spænde over en større aldersgruppe.

Lokale kunstnere

Et andet tiltag er, at biografen vil lade lokale kunstnere hænge deres billeder op i foyeren, hvilket Ulla Schnoor Riber allerede har benyttet sig af.

”Det kommer sig af, at vi har vores vægge nede i foyeren, hvor en af vores bestyrelsesmedlemmer har haft sine billeder til at hænge. De hænger der så ikke mere og så tænkte vi, at det kunne være et godt sted for folk på Fanø at udstille nogle af deres værker. Gerne i kortere perioder så der er lidt udvikling i udstillingen, og så de besøgende bliver overraskede over, at der hænger nogle nye billeder. Det skulle gerne være med til at gøre oplevelsen ved at gå i biografen endnu bedre,” siger Julie Frey.

Hun fortæller også, at man har indført en lille ting som at tilbyde gratis kaffe og te for gæsterne.

”Det er for at skabe en hyggeligere og imødekommende stemning, så nye besøgende i biografen forhåbentlig får lyst til at komme igen,” siger Julie Frey.

Hvis man er nervøs for, at oplevelsen ikke er lige så stor, som hvis man tog færgen over til biograferne i Esbjerg, så er der ifølge Julie Frey ingen grund til det.

”Vi har jo et helt fantastisk lydanlæg i biografen, og jeg har flere gange hørt folk sige, at det er bedre end dét, der er ovre i Esbjerg. Derfor vil vi også prøve at skabe koncertoplevelser i biografen. I november kommer vi til at vise en filmet operaforestilling, og hvis det bliver en succes, så er det sagtens noget, vi kunne finde på at gøre mere af,” siger Julie Frey og nævner i samme ombæring, at det også er muligt at leje biografen til eksempelvis børnefødselsdage eller foredrag.

Understøtte kulturlivet

”Kort sagt handler det om, at vi gerne vil understøtte kulturlivet her på øen. Vi har en helt vidunderlig biograf her på Fanø, og vi synes, den fortjener at blive brugt,” siger Julie Frey.

Et af de forestående arrangementer i biografen er et livestreamet foredrag om ølbrygning fra Aarhus Universitet den 25. september.

”Det er en chefbrygger, der fortæller om ølbrygning. Så er der indlagt pauser, hvor gæsterne får serveret de øl, som der bliver talt om på skærmen,” forklarer Manfred Hansen, formand for biografen. Arrangementet koster 30 kr., hvor man til gengæld får entré og øl for prisen. Der er plads til 60 personer i biografen, og formanden håber på, at der bliver udsolgt til ølarrangementet.

Relaterede artikler

Top