Uvis fremtid for sponsorater med Molslinjen ved roret

FÆRGEN – ”Vi er ikke sat i verden for at drive sponsorater.”

Så klar var meldingen, da Molslinjen i 2016 vandt kontrakten på at drive færgefart til Bornholm, hvor rederiet siden starten 1. september i år er kommet i voldsom storm hos kunderne.

Den kontante udmelding kom fra Molslinjens direktør Søren Jespersen i et interview med Bornholms Tidende. Han henviste til, at bornholmerne i stedet skulle glæde sig over nye billetpriser, der er i gennemsnit blev halveret.

Efter fusionen med Danske Færger A/S overtager Molslinjen driften pr. 29. november her på øen, hvor man vil sejle under navnet Fanølinjen. Hidtil har mange foreninger, festivaler og andre arrangementer, nydt godt af sponsorater fra Færgen med f.eks. gratis transport af musikere og grej.

Men spørgsmålet er, om de fremover skal forvente en ny stil fra de nye ejere ligesom på Bornholm?

”Ingen anelse. Jeg har ikke hørt et eneste menneske hos os forholde sig til det endnu,” siger PR-
og kommunikationschef Jesper Maack fra Molslinjen.

”Indtil videre tror jeg bare, at det kører videre som det er, og så går jeg ud fra, at det dukker op efterhånden.”

Ingen svar endnu

Men vil I have den samme overordnede tilgang som på Bornholm – at sponsorater ikke er en del af pakken?

”Pas – jeg har slet ikke diskuteret det her med nogen endnu.”

Jesper Maack lover at indhente svar fra sit bagland, men trods flere dages frist er han ikke vendt tilbage inden deadline.

Bortset fra usikkerheden med sponsorater lover Molslinjen dog en tryg og rolig start for kunderne på Fanø.

”Vores første tid går jo nærmest på ’business as usual’. I den her periode, hvor tingene har ligget til vurdering hos Konkurrencestyrelsen har vi jo ikke rigtig kunne gøre noget rent praktisk. Vi har været så optimistiske, at vi har forberedt vores hjemmesider, men ikke andet,” forklarer Jesper Maack.

”Nu har vi så fået godkendelse og har gennemført den helt officielle handel, og så er der gået et stort arbejde i gang af mere teknisk karakter. Vi skal jo have styr på en masse billetkategorier, aftaler osv. Derfor har vi en masse teknisk i gang bag kulisserne – også med oplæring af medarbejdere m.m., for vi kører jo nogle andre systemer rent IT-mæssigt.”

 

På Bornholm er situationen i efteråret og ikke mindst de seneste uger eskaleret voldsomt med stærkt utilfredse kunder og politikere – helt op på ministerniveau.

Dels på grund af startvanskeligheder, dels på grund af aflysninger fra en ny og mere vejrfølsom hurtigfærge, og dels på grund af noget, der ligner et ufølsomt ‘kultursammenstød’ med folk på klippeøen.

Det er kommet så vidt, at Bornholms Tidende – ret usædvanligt for et neutralt medie – nægter at bruge navnet Bornholmslinjen,   fordi bornholmerne ikke føler det som øen rederi.
I stedet bruges Molslinjen, mens det lokale folkehav er mere kontant med øgenavne som ’Fjolslinjen’ og ’Molbolinjen’ samt beskyldninger om ’jysk kombardo-krejlerarrogance’.

Lover rolig start

”Vi var nok lidt for meget fra Aarhus og havde for lidt erfaring med at drive en rute på Østersøen, så vi slår os lidt på kulturen nu,” erkender Jesper Maack.

”Overtagelsen på Bornholm var jo enormt brutalt tilrettelagt – alle medarbejdere var opsagt, og vi startede på en helt frisk med nye færger. På Fanø bliver det noget helt andet, hvor vi overtager tingene, som de er. Herovre kommer vi jo sejlende ind på bløde bølger, og folk skal ikke vænne sig til en masse nye ting fra start.”

Relaterede artikler

Top