Taxavognmand kalder licitation en katastrofe

TRANSPORT – ”På Fanø behøves hverken Banedanmark eller DSB’s IC4-tog til at lave transportskandaler. Vi kan godt selv”.

Sådan har indehaveren af Fanø Taxi, Fritz Quistorff, skrevet i et åbent brev til de 11 medlemmer af Fanø Byråd – og han mener faktisk, at der er en katastrofe under opsejling, efter rutekørslen og den visiterede kørsel har været i licitation.

”Brugerne af den kollektive trafik står fra nytår med en hverdag, der ikke kan hænge sammen – en hverdag, hvor ventetid, og endog meget langt mellem afgangene, vil skabe daglige frustrationer”, fortsætter Fritz Quistorff.

Han frygter samtidig, at den valgte løsning, hvor De Blå Busser overtager rute- og skolekørsel efter Sydtrafik, mens Esbjerg Taxa overtager den visiterede, kommunale kørsel med bl.a. ældre og handicappede, i stedet for at blive en ønsket besparelse på en million kroner om året, ender med at slå et hul i kommunekassen på op mod to millioner kroner.

”Udbudsprisen på rutebilen er så høj, at det bliver en af Danmarks dyreste. Samtidig har Fanø Kommune ved at udbyde den visiterede kørsel som buskørsel, helt unødvendigt udeluket, at lokale kunne byde ind som taxi- eller OST-vognmand (Offentlig Service Trafik, red.),” lyder det fra Fritz Quistorff, der på det seneste har stået for den visiterede kørsel.

Den hårde kritik preller dog af på Kristine Kaas Krog, der er formand for det kommunale udvalg for erhverv, natur og teknik.

”Vi får ikke en af Danmarks dyreste rutebiler. Tværtimod får vi en besparelse på 466.741 kroner, når det gælder rutekørsel, samt en besparelse på 93.000 kroner på den visiterede kørsel. Desuden er den nye køreplan for rutebilen slet ikke på plads endnu – vi er ved at rette den til på baggrund af input fra borgere, skolen med flere. Men det er da rigtigt, at det samlede byråd havde ønsket sig en samlet besparelse på en million kroner”, oplyser udvalgsformanden.

”Den besparelse når vi ikke fuldt ud – medmindre vi skærer ned på antallet af afgange i den nye køreplan. Til gengæld får vi mere fleksibilitet og større indflydelse på køreplan og afgangstider, ligesom vi får en bus, der er handicapvenlig og som bedre kan komme rundt i byerne på Fanø”, fortsætter hun.

Kristine Kaas Krog bekræfter, at den visiterede kørsel er udbudt som buskørsel – og ikke som nu, hvor den foregår i en almindelig personbil.

”Intet har dog forhindret Fritz Quistorff i et få en buslicens. Desuden har han for længe siden meddelt, at han stopper som taxavognmand ved årsskiftet, ligesom han ikke har givet tilbud på den visiterede kørsel og på handicapkørslen, hvad vi ellers havde håbet på. Han deltog heller ikke i det spørgemøde, der fandt sted forud for den egentlige licitation”, oplyser hun.

Alligevel mener Fritz Quistorff, at Fanø Kommune er med til at lukke en lokal virksomhed med en god håndfuld medarbejdere.

”Det er helt korrekt, at jeg stopper som vognmand til nytår, men det er ikke ensbetydende med, at en eller to af mine ansatte ikke kunne have lyst til at overtage virksomheden. Det er udelukket nu, og når jeg ikke var med til spørgemødet, hænger det sammen med, at hele grundlaget for den offentlige licitation, efter min mening er forkert,” siger Fritz Quistorff.

Som den seneste udvikling i sagen har Fanø Kommune meddelt, at man stadig gerne vil indgå en aftale med Fanø Taxi om den fremtidige handicapkørsel. Den er fortsat i spil og har ikke noget med den visiterede kørsel at gøre. Umiddelbart mener Fritz Quistorff dog ikke, at det tilbud er interessant for hverken ham eller hans medarbejdere.

Relaterede artikler

Top