Ø-ambassaden skal bruges – ellers lukker den

AMBASSADE – Færgen åbnede i foråret 2016 Ø-ambassaden i København, centralt beliggende i Sct. Gertrud Stræde 8, der er tæt ved Nørreport Station og Kongens Have.

Ø-ambassaden er et tilbud til de øer, som Færgen sejler til. Lokalerne kan benyttes til forskellige markedsførings arrangementer og reserveres, for Fanøs vedkommende via turistchef Poul Therkelsen.

Fanø har – som den eneste ø – benyttet Ø-ambassaden indtil nu, og det er sket to gange.

 

Nemt at komme til

Først af forfatteren Hans Hedegaard Andersen til en reception i forbindelse med udgivelsen af hans debutroman ’Manden i månen’.

”Det var en god oplevelse, alt var OK. Godt rum og de besøgende fra København syntes at stedet var helt vildt godt! Det er hyggelig og nemt at komme til med offentlig transport,” fortæller Hans Hedegaard Andersen.

”Med gæster, der kommer og går, virker lokalet perfekt med 20-30 personer i lokalet.”

Anden gang var det musikgruppen Sand på Gulvet, der brugte Ø-ambassaden ved deres udgivelse af gruppens cd ’Fjerde Juledag’.

 

Charmerende sted

”Ø-ambassaden er charmerende med de adgangsforhold, der nu engang er til en kælderbutik i centrum af København. Skiltningen kunne være bedre og vi savnede da et lille køleskab, men ellers er det bare perfekt,” siger Ole Mouritzen fra Sand på Gulvet.

Fanø Posten deltog i gruppens reception i København og kan tilslutte sig de positive reaktioner. Der er et ’tomt’ rum, der kan møbleres, som man ønsker med borde og stole til rådighed. Bag lokalet er der et mindre anretterkøkken, og i gården er der adgang til toilet.

Der er lavt til loftet og en stejl nedgang. Færgen har en aftale med en lokal beboer om at åbne og lukke lokalet samt varetage opvask og rengøring.

Alt i alt fine forhold, der kan anbefales, men lokalerne skal også udnyttes, hvis ordningen skal fortsætte.

”Jeg er glad for, at Fanø benytter faciliteterne,” siger salgs- og markedschef Lindy Kjøller fra Færgen.

”Lejeaftalen ophører 31. juli, men kan forlænges. Det kræver dog, at øerne vil benytte lokalerne”

 

To Fanø-events mere

På Fanø er der tanker om at bruge lokalerne til yderligere mindst to fremstød inden sommer:

Ét sammen med Samsø vedrørende lejrskoler og et andet arrangement til markedsføring af Dragefestivalen, hvor benyttelse af ø-ambassaden kombineres med drageflyvning i Kongens Have.

Begge ideer synes Lindy Kjøller passer godt til Ø-ambassadens formål.

 

Relaterede artikler

Top