Nyt fra redaktionen

Først vil jeg gerne takke for, at I derude har taget så godt imod de to første aviser fra min hånd. Selv en halvgammel, småkynisk redaktør er til fals for smiger og bliver helt blød om hjertet af at få ros. Og det sker da. På jysk maner i en sidebemærkning og uden for store armbevægelser. Men det er rart at høre, at der er tilfredshed med nyhederne, udvalget af historier, stilen og de mange smånyheder.
Og tak til annoncørerne for den flotte opbakning og til budene for at kæmpe sig frem i regn og rusk i februar og marts. Det luner med al den hjælp.
På Facebook vokser interessen for at følge avisen også, der er nu 1351 følgere, en stigning på 75 på et par måneder. Her er det også sjovt at følge, hvad der
virkelig interesserer jer. Det kan jo give et fingerpeg om, hvad der skal skrives mere om i avisen. Taxi­sagen har uden tvivl været den sag, der har været størst
interesse for. Da vi en sen aftentime efter byråds­mødet 18. marts serverede nyheden om, at vognmand Ole Thomassen ville til at køre privat taxi på Fanø, gik historien nærmest viralt med 6820 nåede personer, 3172 interaktioner, 13 kommentarer og 33 delinger. Men husk, ligesom film skal ses i biografen, så skal gode
artikler læses i en rigtig avis. De sociale medier
producerer jo ikke noget selv. Så bliv ved med at tippe os og invitere os. Vi forsøger at komme til så meget som muligt og bringe så meget som muligt, hvis det ikke er blevet så gammelt og gennemtygget, at det er uden værdi.
Som nogle af jer måske har opdaget i andre
medier på dette tidspunkt, så har jeg også sagt ja til at overtage posten som redaktør på Hjerting Posten.
Det betyder, at jeg har hyret hjælpere her på øen, freelance­journalisten og forfatteren Keld Nissen samt sønderhoningen Vivian Bertelsen for at nå det hele. Journalist Dorte Remar, Kelds hustru, hjælper også til, som man vil kunne se i dette nummer. Keld og Dorte har sommerhus i Rindby og er kommet på Fanø i mange år. Men selv om jeg i fremtiden bliver nødt til at arbejde
i Hjerting en del af tiden, så bliver jeg boende på Fanø, som her i forårssolen bliver skønnere og skønnere for hver dag. Jeg kan da ikke undvære jer!

Relaterede artikler

Top