Martin Lichtmann ved et af sine værker. Foto: PR.
Hanne Ernst og Martin Lichtmann er gæsteudstillere i Fanø Strandgalleri
SOMMERKUNST – Fanø Strandgalleri fejrer to ting lørdag den 4. juli klokken 14. For det første fylder kunstnersammenslutningen 9 år og får besøg af borgmesteren, og for det andet er der fernisering over værker af to gæsteudstillere, Martin Lichtmann og Hanne Ernst.
Tyske Martin Lichtmann fra Heiligenhafen har udstillet i såvel Tyskland som Polen og Danmark. Han, der også underviser i eksperimentel keramik, har et formsprog, der omfatter bevægelsesøjeblikke, som i høj grad relaterer sig til ældre ting fundet i kystregionen.
Fortidsfund
Fortidsfund fra tidligere kulturer henviser til vores historie og lyser op som vores kulturelle arv.
Elementer med gamle grundstrukturer udvikler deres eget liv, der fører beskueren hen i en verden med en helt ny og anderledes formforståelse.
De ikke glaserede keramikelementer med deres filigran-agtige udtryk minder os om tidsøjeblikke, der hentyder til en indre naturfornemmelse fra en helt egen vinkel.
Hanne Ernst fra Grindsted, der kalder sig selv hobbymaler, har tegnet og malet det meste sit liv og arbejder kun sjældent mennesker ind i sine billeder.
Dyr og blomster har derimod en særlig plads. Motivet tegner hun op på abstrakt baggrund og arbejder derefter med et stærkt farvevalg.
Hun er fast udstiller hos Galleri Art Expo i Hørning. Hun maler på lærred med akryl, men leger også med akryl, tusch og posca på papir.
Hendes første udstilling var i 2003, og hun har senere hen været med i flere censurerede udstillinger.
Udstillingen løber i juli.
Tekst: Finn Arne Hansen