Museumsgrundlægger får egen udstilling

Formand Birgitte Schack Rasmussen og næstformand Birgit Knudsen glæder sig over genåbningen og Ruth Heinemann-udstillingen. Foto: Finn Arne Hansen.

Fanø Kunstmuseum i Sønderho kunne endelig åbne fredag den 29. maj med Ruth Heinemann-særudstilling

Hent hele artiklen som PDF her

KUNST – Smilene er brede på formand Birgitte Schack Rasmussen og næstformand Birgit Knudsens ansigter. Endelig er corona­restriktionerne lempet så tilpas meget, at Fanø Kunstmuseum i Sønderho har kunnet åbne. Det skete fredag den 29. maj.


I år lægges der ud med en særudstilling af Ruth Heinemann, museets grundlægger plus en samling, der er blevet udvidet på flotteste vis med fem flotte søfartsmalerier givet af Alice og Tage Sørensens Fond. Desuden er der en fotoudstilling. Alle udstillingerne med undtagelse af særudstillingen, som slutter 6. september, vil kunne ses frem til den 18. oktober.

Hjemme fra langfart. Der er tid til at snakke med familie og andre på øen. Foto: Finn Arne Hansen.

Selve samlingen bliver præsenteret under temaet 170 års Vadehavskunst på Fanø. Her vil malerier fra den faste samling blive vist sammen med billeder hentet udefra under de fire temaer: 1. Skibsbilleder 2. Fascination af naturen 3. Folkeliv og huse på Fanø og 4. Turisme og badeliv.

Samlingen 170 års Vadehavskunst på Fanø indeholder mange skønne søfartsmotiver. PR-foto: lissiemarie.dk.

Samlingen 170 års Vadehavskunst på Fanø indeholder mange skønne søfartsmotiver.
PR-foto: lissiemarie.dk.

”Vi har lånt billeder fra Ribe Kunstmuseum og Museum Jorn og nogle private samlere, hvilket gør det muligt både at se tegninger fra 1850erne af David Jacobsen, værker af Sigurd Swane og Holger Drachmann og den tyske maler Hans Peter Feddersen,” fortæller Birgit Knudsen.

Heinemann-udstilling
Valget af kunstner fra den faste samling er i år faldet på Ruth Heinemann. Hun var en stor støtte for sin mand Reinhard Heinemann, men hun var også selv en meget dygtig kunstner. Familien Heinemann har været så generøs at forære Fanø Kunstmuseum en stor samling af hendes billeder, og på førstesalen vises et bredt udsnit af hendes værker, både hendes tekstilkunst og keramik, hendes tegninger og hendes tryk.

En af Ruth Heinemanns skulpturer. Foto: Finn Arne Hansen.

I den nye bygning vil foto­kunstudstillingen Vadehavet og andre landskaber blive vist. Her præsenteres fem af landets bedste fotokunstnere fordelt over tre generationer: Kirsten Klein, Janne Klerk, Joakim Eskildsen, Mathias Svold og Ulrik Hasemann. De har deres motivverden i landskabet, nærmere bestemt på Fanø, ved Vadehavet og op langs Vestkysten og giver hver især deres oplevelse og fortolkning af den natur, der omgiver os. Fotoudstillingen er støttet af Den Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Poul Johansen Fonden af 1992, Fanø Kommunes Frie Midler og Danibo.

Fanø Kunstmuseum er åbent hver dag fra 13-17 undtagen mandag.

Tekst: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top