Gertrud går hele vejen med sit børneteater i øjenhøjde

Gertrud Exner går gerne i øjenhøjde med børnene.

Børn under fire år kan også have glæde af teaterforestillinger, viste forestilling i Nordby

Hent artiklen fra avisen som PDF her

TEATER – En onsdag i september indbød teaterBLIK ved Gertrud Exner, bosat i Sønderho, til teater for de
0- til 4-årige. Det foregik i lokaler på den gamle søfartsskole i Nordby.

Gertrud Exner Teaterblik

Det meget unge publikum fulgte levende med i løjerne.

De heldige børn, der skulle til teaterforestillingen Vejen rundt kom fra Fanø Dagpleje, Odden og Fanø Børnehave. Det var en forestilling, der tryllebandt de mindste og gav anledning til både latter, måben og ikke mindst undren blandt publikum. En lille dreng grinede så voldsomt, at der lød torden fra den anden ende i form af glade prutter.


”Hovsa der kom en prut”, konstaterede han midt en latterkavalkade, og så var vi ligesom i gang.
”Vi har i den forgangne uge spillet teater på Fanø for cirka 70 børn. Det ligger mig meget på sinde at give børn i det såkaldte udkantsdanmark mulighed for teateroplevelser”, siger Gertrud Exner, der gerne vil give noget igen til det lokalsamfund, hun selv er en meget aktiv del af.

Åben for udlandet
Gertrud Exner har spillet teater i mange år, og turnerer både herhjemme og i udlandet.
Hun har flere gange været i Paris, og hun har rejst så langt væk som til Japan, Israel og Canada med sine forestillinger.
”Når man arbejder med eksperimenterende scenekunst, er det for mig vigtigt at være åben for udlandet, og hvad der sker i andre lande, så man kan få inspiration og udvikle sig”, siger Gertrud Exner.Iscenesættelsen af teaterstykkerne foregår scenografisk med enkle og kraftfulde remedier og virkemidler, der med stor effekt forstærker brugen af både lyd, ord, sang og musik i forestillingerne. Det er kulturformidling, der også har noget på hjerte. Gertrud er dygtig til at møde de små i øjenhøjde – også rent fysisk, hvor hun kropsligt opererer oppe og nede, og derved fanger opmærksomheden på flere niveauer, mens hun tegner, fortæller og overrasker.
”Det er vigtigt for mig at skabe teaterøjeblikke, hvor vi er sammen i et rum på en fællesrejse”, siger Gertrud Exner, og fortsætter:
”Jeg vil gerne appellere til børnenes kreativitet og tilstedeværelse i nuet med vores teaterforestillinger, der foregår i et tempo, hvor alle kan være med”.
Statens Kunstfond har bevilliget tilskud til teaterBLIK for en to-årig periode gældende for sæsonerne 2023-2024 og 2024-2025, og Gertrud Exner har lige ansat Marie Cathrine Egetoft som producent.
På hjemmesiden teaterblik.dk kan man følge med i det lille teaters gøren og laden.

Tekst og foto: Tatjana Schantz Johnsson

 

Relaterede artikler

Top