Farvel til en våd og grå vinter – og velkommen til foråret

Skal vi ikke være ærlige og sige, at den vinter kommer vi ikke til at længes efter? Regn og storm, slud og blæst, grå skyer, ingen frost, ingen sne. Det har været trøstesløst. En moderat stormflod i vinterferien fik vi også, så digerne i Nordby og Sønderho måtte lukkes.
Men nu er det forår, og vi har set de første dage med solskin og en natur, der pibler af friske anemoner, erantis og tidlige blomster på træerne.
Vi sidder ganske vist midt i en coronakrise, der kalder på omtanke af hensyn til især de titusindvis af danskere med lungeproblemer og andre alvorlige helbreds­problemer. Det kan få alvorlige problemer, hvis de bliver smittet. Og sygehusene risikerer at måtte sortere i de patienter, der skal have intensiv behandling. Så følg myndighedernes råd og påbud.
Vi skal imidlertid også huske at nyde vores skønne ø. En gåtur eller en cykletur i den friske luft er en gratis glæde, som man bør unde sig.
Fire af øens virksomheder synes også, der skal mere kulør på foråret. Derfor finder du i dette nummer en konkurrence, hvor en flot præmie med et skønt ophold på Fanø udloddes. Vi vil meget gerne vide, om du har modtaget avisen i et sommerhus eller i et helårshus, så husk at skrive adressen på, ellers deltager kuponen ikke i
konkurrencen.
Avisen er også klar med et nyt tiltag, nemlig læserklubben Klub Vadehavet. Med den kan du den 3. maj tage til skønne Faaborg. Senere kommer der andre oplevelser. Initiativet kommer blandt andet for at skaffe flere indtægter. Fanø Kommune har skåret stort set al annoncering væk for at skaffe penge til en kommunikationsmedarbejder, hvilket især rammer de lokale medier, så vi må tænke nyt.
Godt forår, kære læsere!

Tags

Relaterede artikler

Top