Fanø Strandgalleri er nu 10 år

Fra venstre: Else Reiffenstein, Ingvard Bjørn, Jette Ewald og på stolen: Karen Schønfeldt

Strandgalleriet ved Rindby Strand drives på 11. år af en flok frivillige kunstnere

Hent hele artiklen som PDF her

KUNST – Man kan nemt komme til at køre forbi Fanø Strandgalleri på Kirkevejen 39 ved Rindby Strand, lige før Feldberg Strandcamping. Men så snyder man sig selv for en fin, lille ferieoplevelse. Eller bare en oplevelse, for selv mange fastboende har ikke været der.
Det lille galleri, der netop den 3. juli fejrede sin 10-års fødselsdag, er nemlig både hyggeligt at besøge og har værker, der passer til enhver pengepung og smag. Man kan også lære at slibe det rav, man finder på stranden. Og så er det specielt ved at være foreningsdrevet.
Det startede med, at kunstnersammenslutningen Fanø Colour havde en årlig udstilling i Rindby Forsamlingshus. Men der kom ikke så mange gæster, og kunstnerne begyndte at tænke på alternativer, fortæller formanden for Fanø Strandgalleri, Ingvard Bjørn.
”Måske lå det lidt for afsondret,” funderer han.
Da ’campingfatter’ Dennis Feldberg hørte om gruppens udfordring, foreslog han straks, det de kunne lave et galleri i et tidligere pizzeria lige ved campingpladsen til en fordelagtig leje, fortæller Jette Ewald. Og så smøgede medlemmerne ærmerne op og gik i gang med at gøre rent og indrette galleri.
”Der skulle godt nok skrabes noget ketchup af væggene og gøres grundigt rent,” griner Ingvard Bjørn.
15 kunstnere meldte sig, og de kom i gang i juli 2011. Og efter et års tid var galleriet sat endnu pænere i stand. Galleriet er nu åbent på 11. år, fra påske til og med efterårsferien. For fire år siden kom Karen Schønfeldts ravslibningskurser til.
Man kan blive medlem, hvis man bor på Fanø eller har en særlig tilknytning til øen, for eksempel haft et sommerhus her i en del år. Det er en superdemokratisk forening. Alle medlemmer er medlemmer af bestyrelsen, og alle skal være enige, når der skal optages et nyt medlem.
Det sociale betyder meget for gruppen. Udover at passe galleriet har de hyggearrangementer og har kurser med kunstnere udefra.
Økonomien får de til at hænge sammen ved at betale kontingent og ved at betale provision af salget til fælleskassen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top