Fanø Night & Stay er lukket

Fanø Night & Stay er lukket, og ejerne af MEZ ApS har begæret deres selskab konkurs.

De tre ejere bag det store overnatningssted på den gamle Søfartsskole i Nordby brød musketéreden og gik hvert til sit. Ejeren af bygningen søger nu en ny forpagter

Hent artiklen fra avisen som PDF her

ERHVERV – Det så lovende ud, og i stribevis af borgere på Fanø kom til åbent hus i februar 2022, da ’de tre musketérer’ Trine Egede, Niels Moshage og Mixhael Zenon genåbnede Fanø Night & Stay på den gamle søfartsskole i udkanten af Nordby. Men nu er stedet lukket, og selskabet bag, MEZ ApS, har selv indgivet konkursbegæring. Krifa og Lønmodtagernes Dyrtidsfond er nu ved at se på, hvad de to fastansatte og de to-tre løstansatte mangler at få.
Kun Niels Moshage var med til det sidste. Trine Egede, Grønland, overdrog per 31. august sine 33 procents andel til ham, og Michael Zenon fra Frederiksberg, der stadig står som ejer af de sidste 33 procent, har ikke været med i foretagendet i et stykke tid.
”Jeg blev smidt ud,” fortæller han bramfrit.
Han fortæller, at konkursen efter hans mening skyldes dårlig drift.
”Der er nogle regninger, der ikke er blevet betalt. Og ja, vi fik en god start, men når der ikke bliver sendt fakturaer ud, så går det jo galt.”
Om fejlen er hans eller en af de to andres, fortæller han ikke.
Vi har i dagevis forsøgt at indhente kommentarer fra Niels Moshage og Trine Egede, men forgæves.
Fanø-investoren Flemming Haahr ejer Fanø Night & Stay-bygningerne via et selskab, han er medejer af. Han ærgrer sig over lukningen.
”Det kommer bag på os, det var jo ellers i god gænge. Men det handlede vist om tre personer, der ikke kunne enes om tingene,” konstaterer han.
Hvad gør I nu?
”Vi er i dialog med nogen, der har henvendt sig af sig selv på baggrund af de rygter om lukningen, der jo allerede er ude over hele øen. Vort mål er at få det til at køre videre. Stedet har vist sin berettigelse her efter Coronaen. Den mellemting mellem et hotel og et bed and breakfast, som stedet er, kan folk godt lide. Det ligger også godt, og ingen andre steder kan huse 50 mennesker på én gang,” siger Flemming Haahr.


Han tilføjer, at sengene og det øvrige inventar tilhører hans selskab. De tre eks-forpagtere tilførte dog en bar og en reception.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Relaterede artikler

Top