Fanø er klar til at overtage færgen

Bestyrelsesformand Marius Nielsen, Esbjerg-Fanø Overfarten A/S er klar til at overtage færgebetjeningen af Fanø

Hele artiklen i PDF-format

FÆRGEDRIFT – Esbjerg-Fanø Overfarten A/S er klar til at overtage færgerne ’den dag i morgen’. Selskabet har en ’Plan B’ parat for Fanø, hvis Færgen A/S skulle lukke efter tabet af Bornholmstrafikken, hvor Mols-Linien overtager sejladsen den 1. september 2018.

Fortsætter Færgen A/S i en tilpasset struktur og organisation med at besejle Fanø – og de øvrige ruter rundt om i landet – eller skal der findes et andet rederi?

Byder muligheden sig

Esbjerg-Fanø Overfarten A/S har været klar til at overtage sejladsen siden 2008, fortæller selskabets formand Marius Nielsen, der også er medlem af Fanø Byråd for Venstre.

”Byder muligheden sig, er det planen at købe færgerne og fortsætte driften i Esbjerg-Fanø Overfartens regi,” fortæller Marius Nielsen.

“Jeg har ikke personligt forstand på færgedrift, men i bestyrelsen og blandt vores aktionærer er der både viden og erfaring,” understreger han.

”Når Færgen A/S (binavn til Danske Færger A/S, red.) mister sin største rute til september 2018, kan det få en række negative konsekvenser for Fanø, hvis ikke Færgen kan tilpasse sin organisation til de nye tider,” påpeger Marius Nielsen.

”Risikoen er enten dyrere billetter eller en reduceret service i form af færre afgange.”

Kapitalfond

”Det kan også ende med, at de øvrige ruter inklusive Fanø-overfarten bliver solgt til f.eks. Mols-Linien. Med en sådan stor samlet volumen, kan det blive interessant for en måske udenlandsk kapitalfond at overtage alle ruterne,” frygter han.

”Uanset ejerforhold ser jeg desværre kun negative konsekvenser for Fanø, med mindre vi selv ejer og driver overfarten,” understreger Marius Nielsen.

”Vi er klar til at tage over!”

Aktiekapital og ledelse

Esbjerg-Fanø Overfarten A/S har en egenkapital på lidt over 800.000 kr. og fik ved tegningen i 2008 tilsagn om yderligere aktiekapital på ca. 8 mio. kr. Det er bestyrelsesformand Marius Nielsens vurdering, at der skal tegnes en aktiekapital på omkring 30 mio. kr., for at selskabet kan overtage og drive Fanø-færgerne.Det er et kapitalbehov, som Marius Nielsen mener relativt hurtigt kan findes lokalt på Fanø, i Esbjerg og gennem institutionelle investorer som f.eks. danske pensionsfonde.

Direktør
Harald Jensen

Bestyrelsen

Formand Marius Nielsen, Søren Lyhne, Harald Jensen, Egon Nielsen, Michael Kragh Rühe

KONKURRENCE

En af færgekritikerne, John Loui Sørensen, mener at færgeoverfarten skal i udbud.
”Når Bornholm kan få billigere færger, kan vi også,” siger John Loui Sørensen med reference til det i foråret gennemførte udbud på ruterne til Bornholm.DSC_3401

”Jeg kender ikke tallene bag og hvilke tilskud, Bornholmerne får, men når omkostningerne kan reduceres til det halve, så må der også være noget at komme efter for Fanø,” mener han.

”Borgmesteren bør opsige alle aftaler og skaffe os billigere færgepriser,” slutter han.

Fakta om udbud og havne afgifter

Opgaven med den fremtidige besejling af Bornholm blev givet til det rederi, der med et fast årligt tilskud på 306,1 mio. kr. kunne sænke priserne mest i forhold til de gældende jfr. udbudsbekendtgørelsen.

Mols-linien tilbød på det grundlag en reduktion på 51,15 pct., mens Danske Færger A/S tilbød en reduktion på 48,1 pct.

Som den eneste færgerute i Danmark gives der ingen statslige eller kommunale tilskud til Fanø overfarten.

Der er heller ingen kontrakter om driften af færgen.

Havneafgifter

Der er alene kommercielle aftaler om brug af havnefaciliteterne på 5,6 mio. kr. til Esbjerg Havn og 1,8 mio. kr. til Fanø Kommune.

Tags

Relaterede artikler

Top