En anderledes sommer på Fanø

Dans i Gaderne i 2019. Foto: Keld Nissen.

Dans i gaderne i 2019. Foto: Keld Nissen.

I år forhindrer coronakrisen, at vi kan holde Fanø Pride, Fannikerdag, Mølledag, Sønderhodag, Fanø Cup og meget mere. Den internationale dragefestival på stranden måtte også aflyses.
Men, men, men… Beboerne på Fanø er ikke dem, der bare giver op. Søndag den 12. juli mellem klokken 12 og 15 vil mange fannikker, der ejer dragter, tage dem på og lyse op i gadebilledet. Musik vil der også være flere steder i Nordby. Og får man lyst til en dans med sin bedre halvdel eller andre i sin nære kreds, vil der også være mulighed for det. Foreningen bag Fannikerdagen opfordrer til at undgå sammenstimlen i store grupper, så mon ikke det går? Vi skulle jo nødig sende land­betjenten på overarbejde.

De tyske gæster, der er vant til at sætte drager op, gjorde det heldigvis også i år. Og sidder man hver for sig ved hver sin autocamper og nyder solen, stranden og dragerne, er der jo heller ikke noget forgjort ved det. Lad os håbe på flere drager i sommerens løb.

Den populære vinfestival i Nordby kommer også i år. Her er der mere grund til at passe på, holde afstand og vaske hænder. Vi stoler på, at SuperBrugsen har tænkt ekstra på sikkerheden.

Supermarkederne er nok de mest kritiske steder for personer i risikogruppen. Igen vil vi som i påsken se, at turisterne ser indkøb som en del af ferie­oplevelsen, og det er jo positivt. Men I år vil der være ekstra mange mennesker på øen, da mange danskere holder ferie herhjemme. Så lad være med at handle i grupper, hold afstand, vask hænderne eller sprit dem af. Og et godt råd til de lokale må være at handle på andre tids­punkter end turisterne. Og at hjælpe de mest udsatte med deres indkøb.

Og ellers er der bare herfra at sige: Nyd sommeren!

Relaterede artikler

Top