Den malede dame er på vej til Fanø

Hent hele artiklen som PDF her

FANØ NATUR – I skrivende stund er sommerfuglen Painted Lady (Den malede dame), som ‘engelskmændene’ kalder den, på vej til Fanø. I Danmark har sommerfuglen knap så malende et navn. Vi kalder den tidselsommerfugl. Hold godt øje med den, når du er i naturen eller din have. Pludselig kommer de dumpende ned fra himlen i større mængder.
I 2019 blev det skønnet, at en halv milliard sommerfugle kom til Danmark i slutningen af maj. I år er de lidt forsinket.
Tidselsommerfuglen har rejst langt. Helt nede fra tropisk Afrika syd for Sahara – ikke som enkelt sommerfugl, men som en sommerfuglepopulation.

En lang rejse fra Afrika
Det har taget fem-seks generationer i et komplekst system for at komme til Fanø. Den voksne tidselsommerfugl har lagt æg, de er blevet klækket til larver, som har spist sig store, forpuppet sig og brudt ud til næste generation på rejsen. Det er en lang rejse, men de har tiden til det.
Mange sommerfugle overvintrer som larve eller æg i Danmark, men tidselsommerfuglen gør ikke. Den flyver om efteråret tilbage til tropisk Afrika – nogle nøjes med at bliver i Nordafrika. Denne efterårsrejse på 4000 kilometer er det længste dokumenterede træk af enkeltindivider indenfor insektverdenen.
Et stort forskningsprojekt med mange borgere involveret har dokumenteret dette.
Når den malede dame gør sig den ulejlighed at rejse så langt for at komme på besøg på Fanø, så må vi gøre noget, for at hun kan befinde sig godt på øen, for det er som et dronningebesøg. FanøNatur kan hjælpe med det. Se på www.fanonatur.dk

Tekst og foto: Søren Vinding

Relaterede artikler

Top