Økonomisk ansvarlighed er altafgørende for at bevare Fanøs selvstændighed, mener Christian Lorenzen (K)
Hent hele artiklen som PDF her
Det regner og småblæser, da det konservative byrådsmedlem Christian Lorenzen skal fotograferes på Kikkebjerg i anledning af sit spidskandidatinterview, men måske er det meget passende. For modvind har der været masser af, når 6-5-flertallet i den forløbne byrådsperiode har ’jordet’ de sager, han har ønsket en anderledes beslutning om.
Humøret fejler alligevel ikke noget. Meget ser ud til at blive anderledes ved dette valg, så det kunne jo ende med en konservativ borgmester igen. Det kan blive et spændende valg med de nye lister, vurderer han.
Generationsforskelle
”Men ja, det har været ekstremt hårdt at være i opposition i denne periode. Vi er ikke kommet igennem med ret meget. Men der er ikke kun tale om fastlåste politiske fronter. Vi ser også en generationsforskel i byrådet. Da vi diskuterede Netto på mejerigrunden, så var de seks modstandere fra den lidt ældre generation, mens de fem lidt yngre sagde ja,” påpeger han.
Det er fint, at borgerne er meget engagerede i sager som Netto og byggeriet på realgrunden, som kan give tilflytning og som han derfor støtter, men han savner en debat om de kommunale kerneområder:
”Det er ældreområdet, det er skoleområdet, og det er dagpasningsområdet. Det er dem, der betyder noget, men de fylder alt for lidt i den offentlige debat,”, siger han, da vi er krøbet i ly i redaktionsbilen.
Styr på økonomien
Et absolut kerneområde for hans parti er derfor også den økonomiske politik.
”Hvis Fanø skal bevare sin selvstændighed, og det er afgørende for os, så skal vi have endegyldigt styr på økonomien. Vi skal kunne prioritere og tage ansvar. Man kan holde skåltaler og tale om likviditet, men når der skal træffes beslutninger og prioriteres, så tør man ikke holde fast. Vi skal have fokus væk fra gak og gøgl og bruger alt for lidt krudt på de store velfærdsområder,” siger han.
Og intet må være tabu.
”På pasningsområdet, for eksempel, har vi skyhøjt tilskud til at passe sine egne børn, og skal skatteyderne nødvendigvis betale for det? Vi skal jo også huske, at det kræver en kritisk masse at bevare daginstitutionerne og dagplejen.”
Han ønsker også mere valgfrihed og klippekort på ældreområdet. Og svømmeundervisning i skolen.
Blå bog Christian Lorenzen
- Født og opvokset på Fanø, har dog boet 15 år i Aarhus og omegn
- Uddannet som folkeskolelærer fra Aarhus Dag- og Aften-
seminarium - 43 år, far til to sønner, bor i Nordby
- Civilstand: single
- Selvstændig
- Medlem af Fanø Byråd siden 1. januar 2014, medlem af Økonomi- og planudvalget
- Formand for Erhvervs-, natur og teknikudvalget
- Fritidsinteresser: Politik, stå på ski – er uddannet skiinstruktør – meget interesseret i fodbold – har været aktiv på grønsværen frem til for et år siden – vandreture fra familiens ødegård i Norge, læsning, især af politiske biografier
Tekst og foto: Finn Arne Hansen