Demenspris gik til Fanø

På billedet ses Mette Raun Fjordside (tv.) Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune.

Alzheimerforeningen hædrer Jo Madsen og Sven Buhrkall for deres demensarbejde

Hent den originale artikel som PDF her

FRIVILLIGHED – Dannebrog blafrede stolt i den høje flagstand ved Sundhedshuset i Nordby tirsdag den 14. maj, og det var der en god grund til.
For i et lokale på første sal sad en flok glade mennesker, deriblandt kommunens socialudvalgsformand Johan Brink Jensen og pensionisten Jo Madsen og fejrede, at sidstnævnte og Sven Buhrkall før Fanø Postens ankomst havde fået overrakt Alzheimerforeningens Demensvenpris 2024. Den består af et diplom og en check på 5000 kroner til deling.

Fra venstre: Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeninge, Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Fra venstre: Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeninge, Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune.

Til stede var også Alzheimerforeningens direktør Mette Raun Fjordside, der kunne fortælle, at de to prismodtagere havde fanget foreningens interesse som kommende prismodtagere, da de holdt et oplæg på et af foreningens kurser for demensveninstruktører.
Jo Madsen fortæller, at hun ser det som noget helt naturligt at være ’hyggespreder’ på plejehjemmet i Nordby, og at hun i øvrigt er aktiv i Demensgruppen. Hun havde slet ikke set prisen komme.

Derfor demenshæder til Jo og Sven på Fanø

Ved prisoverrækkelsen i Sundhedshuset var direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside, selv til stede.
Hun gav denne begrundelse for hæderen til jo Madsen og Sven Burkhal:
”Som uddannede Demensven-instruktører har de ført an i en bemærkelsesværdig forvandling. De har gjort både Fanø Kommunes Social- og Sundhedsudvalg samt Seniorrådet til Demensvenner. Det er en indsats, der kræver både viden og hjerte, og de har vist os alle, hvor langt man kan nå med begge dele. Men det stopper ikke her. De har også været pionerer i at oplyse erhvervslivet på Fanø, hvor de, i samarbejde med handelsstandsforeningen, har udbredt viden om demens. En indsats, der har været med til at gøre øens butikker og foreninger til steder, hvor der er plads og forståelse for alle.
Derudover har de, som en del af Fanø Kommunes Demensgruppe, sammen med andre frivillige, arbejdet hårdt for at gøre Fanø til et mere demensvenligt sted. De er et strålende eksempel på, at når et fællesskab står sammen, kan man gøre en reel forskel. Så tillykke med Demensprisen 2024 til Jo og Sven. Deres arbejde er ikke alene anerkendt – det er dybt værdsat.”

Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeningen, maJ 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeningen, kom selv til overrækkelsen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top