Coronatiden gjorde Nils Thorlund til romanforfatter

Nils Thorlund foran sit hus med den ny roman Han sad ved vandet og så mod øst.

Et levet liv som musiker i Sand på gulvet, en lang lærergerning og 12 år som enkemand har modnet Nils Thorlund fra Sønderho og fået ham til at skrive en roman

Hent artiklen fra avisen som PDF her

FORFATTER – Han sad ved vandet og så mod øst. Vi lader titlen stå et øjeblik, og ja, fantasien begynder at arbejde. Hvilken mand? Hvor er det hav? Hvad længes han imod, derude østpå?
Hvorom alting er, så er det titlen på den forholdsvist nybagte sønderhoning Nils Thorlunds første roman, og mon ikke, han netop vil vække vores slumrende fantasi?
Han har tidligere skrevet to fagbøger, men dette er hans første roman.
”Man siger jo, at det først er med bog nummer tre, man kan kalde sig forfatter. Så det er jeg jo så nu,” griner Nils Thorlund, som tager imod foran sit skønne, gamle hus tæt på havnen og diget i Sønderho. Det meste af sit liv har han ellers boet i Nordby.


Vi bænker os i stuen, hvor piben ligger og lokker på bordet, og hvor de mange blåhvide fliser på væggene og de solide trægulve understreger, hvor vi er. Der er stille, for hans elskede hustru døde af leukæmi i 2010. Hun, der som han var lærer på skolen i Nordby, er stærkt savnet, det lægger han ikke skjul på.

Spiller stadig musik
Nils Thorlund har haft og har stadig en karriere som musiker, som guitarist og banjospiller. Han og Ole Mouritzen er de sidste aktive musikere fra Sand på gulvet, der blev utroligt populære og eksisterede fra 1974 til 1984.
”Så lukkede og slukkede vi, mens det var godt. Vi har nået at lave seks plader samt en cd for fire år siden med egne optagelser. Pladeselskabet EMI Denmark har opkøbt rettighederne til vores tidligere musik og vil ikke genudgive noget – desværre,” fortæller han.
Musikkarrieren begyndte midt i 1960´erne, men tog ekstra fart, da han gik på seminariet i Aarhus.
”Jeg mødte Kristian Berg fra Fanø, og han fortalte, at de godt kunne bruge en banjospiller. Og så kom jeg til at spille med de folk, det blev til Sand på Gulvet, og det endte hurtigt med, at jeg flyttede til Fanø,” fortæller han.
Han tilføjer, at det kan man læse mere om i hans bog Hvis jeg ikke havde spillet banjo, underforstået at netop det bragte ham til øen.
Så fik han en idé til en rigtig roman med en fiktiv historie.

En mand på en bænk
”Under coronaen fik jeg lyst til at skrive en rigtig roman om en mand, der sad på en bænk med en øl og lod tankerne flyve. Jeg ville forsøge at beskrive en persons liv og udvikling med refleksioner. Det skulle give ham en større selvindsigt,” fortæller han.
Hvert kapitel handler om et livsafsnit, mandens refleksioner og videre overvejelser. Der er et enkelt mord i bogen. Det er dog ikke en spændingsroman.
”Der er ikke dysfunktionelle personer i bogen, det skulle være autentisk og med dagligdagens mennesker,” fortæller han.
Et par forlag har vist interesse for bogen, men de ville redigere i den.
”De ville have mere knald på, men det ville jeg ikke, så jeg har udgivet den selv,” fortæller han med et skævt smil og tænder piben.
Bogen kan købes i Fanø Boghandel i Nordby. Den er på 334 sider og koster 299 kroner. Man kan også købe den af ham selv.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Blå bog Nils Thorlund

Niels Thorlund Sand på gulvet

Nils Thorlund. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

  • Stammer fra Aarhus, født den 4. december 1951, altså 70 år
  • Enkemand siden 2010, ægteskabet blev indgået i 1979, to voksne sønner
  • Boede i Hald Ege ved Viborg fra sit 9. til sit 19. år
  • Kom tilbage til Aarhus i 1971 for at studere statskundskab
  • Efter en periode som lagerarbejder kom han på Marselisborg Seminarium i Aarhus og blev lærer
  • Er aktiv musiker, har spillet i Sand på gulvet fra 1974-1984, instrumenterne er guitar og banjo
  • Lærer og langt hen ad vejen tillidsrepræsentant på skolen i Nordby fra 1977 frem til årsskiftet 2014
  • Har tidligere udgivet to fagbøger

Relaterede artikler

Top