Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Ny teaterfestival fløj højt

SIFF, Teaterbliks ny teaterfestival på Valgled 32, fik udsolgt før start 24. maj

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BØRNETEATER – Nordby har gadeteater for børn i august, men den blev den 24. og 25. maj i fantastisk sommervejr suppleret af Teaterbliks helt ny familiefestival på Fanø, SIFF. Den gentages i 2026.
Idékvinden er Gertrud Exner, leder af Teaterblik, fortæller producent Marie Cathrine Egetoft, som vi møder lørdag den 25. maj i den flot pyntede have bag Teaterbliks lokaler. Hun fortæller også, at arrangementet er blevet en stor succes.
”Vi har måttet sige til mange lokale, at der desværre er udsolgt. De troede, de kunne vente til i dag, men interessen fra Esbjerg har været meget stor,” fortæller hun.

Skuespiller Gertrud Exner, Fanø, TeaterBLIK, forestillingen Øjeblik, SIFF teaterfestival 2024, Fanø

Gertrud Exner spiller beboeren i det lille Fanø-hus.

I et helt mørkelagt lokale er forestillingen Øjeblik for børn over tre år ved at begynde. Der er meget stille. Vi ser et bord og nogle stole, og i baggrunden er en væg med et vindue ud mod Fanøs natur. Husets beboer nynner, dækker op til te og går så ud. Vi ser i vinduet, at hun går derude, langt væk. Det blæser. Fantastisk god illusion, børnene er helt stille. Hun kommer tilbage. Magisk.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

To grundlovsmøder havde helt forskellige budskaber

Borgmester Frank Jensen, her med byrådsmedlem Lasse Harder Schousboe i baggrunden, talte varmt for Fanøs selvstændighed.

Hos Radikale Venstre og Enhedslisten handlede det om lokaldemokrati og EU, hos Det Konservative Folkeparti stod den på kriseberedskab, sikkerhed og forfatningsdomstol

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

DEMOKRATI – En ven­lig og klog diktator kunne måske nok klare det hele meget hurtigere end de demokratisk valgte politikere. Men sådanne alvidende, klove og venlige diktatorer eksisterer ikke, så Winston Churchill har stadig ret i, at demokrati er den mindst ringe styreform, der eksisterer, konstaterede borgmester Frank Jensen, Radikale Venstre, da han talte på grundlovens 175-års dag.

Grundlovsmødet fandt for fjerde gang sted i haven ved Toves Gavebod på Hovedgaden, og som man kunne se på de mange cykler foran stedet, så var det et meget velbesøgt møde, som Enhedslisten var medarrangør af.
Frank Jensen erkendte, at lokaldemokrati er tidkrævende og besværligt, men:
”Jeg forstår ikke dem, der fra tid til anden ytrer ønske om en sammenlægning med Esbjerg Kommune. For mens samarbejde Med Esbjerg Kommune er det eneste rigtige, er sammenlægning et farvel til det Fanø, vi kender i dag. Hvorfor skulle en sammenlagt kommune bruge penge på en bus med relativt få passagerer til Sønderho? Hvorfor skulle den holde liv i daginstitutionen Bakskuld med relativt få børn? Og hvorfor skulle den bygge et nyt plejehjem, når der er 18 plejehjem i Esbjerg Kommune,” spurgte han retorisk.

De rigtige til EU
Lasse Harder Schousboe (Ø) roste i sin tale grundlovsgiverne for folket ret til at danne foreninger uden indblanding fra staten. Det nyder Fanø godt af. Og han lagde i sin tale blandt andet vægt på at få valgt de rigtige politikere til Europa-Parlamentet:
”EU er vigtig. Vi skal have valgt repræsentanter med de samme værdier som os på det sociale, det klimamæssige og det miljømæssige område,” sagde han.

Forfatningsdomstol, ja tak

Steen Holm Iversen- EP-kandidat 2024, Fanø. Foto: Finn Arne Hansen

EP-kandidat Steen Holm Iversen talte for indførelsen af en forfatningsdomstol på Det Konservative Folkepartis grundlovsmøde.

Hos liste C, der mødtes til møde og spisning på Restaurant Dino’s på Strandvejen, var der først et spændende foredrag med tidligere folketingskandidat Rasmus Dahlberg, Forsvarsakademiet. Mange husker ham nok fra fjernsynet, hvor han i sin kælder i Esbjerg fremviser overlevelsesudstyr i tilfælde af en krig.
Han forklarede, at vi lige nu oplever hybrid krigsførelse fra Ruslands side, hvilket mest skal skabe frygt, uro og splittelse. Men truslen er reel. Hvis hospitalssystemer eller energisektorens systemer rammes, kan det føre til dødsfald og konkurser. Han fortalte, at der efter det, han havde hørt på vandrørene, om cirka 14 dage vil komme en informationskampagne som i Norge og Sverige, formentlig med forsvarsminister Troels Lund Poulsen som afsender, gættede han.
EP-kandidat Steen Holm Iversen, der er officer og viceborgmester i Varde Kommune, fortalte om grundlovens blodige baggrund i treårskrigen, og han talte varmt for en forfatningsdomstol, da det under det nuværende system åbenbart ikke er muligt at gribe ind overfor grundlovsbrud. Dem, mente han, har været nogle stykker af i de senere år.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tiden er til et generationsskifte på Fanø Autoværksted

Mekanikermester Svend-Erik Møller hjælper her Niels Orla Rasmussen med nye vinduesviskere til Orlas Citroën 2CV.

Værkstedsparret Kelly og Svend-Erik Møller, Autopartner Fanø, ønsker et generationsskifte, ikke at lukke og slukke firmaet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – I 33 år har Kelly og Svend-Erik Møller drevet ”Esso-tanken”, som den hed, da de overtog den. De ejer fire ejendomme, og de tre er betalt ud, så det er et veldrevet Autopartner-værksted, der i øvrigt blev Guldcertificeret i 2023/24, de nu vil sælge til yngre kræfter.
Kelly blev pensionist sidste år, men hun er stadig på kontoret, ”for som selvstændig kan man først overdrage sit job til en anden, den dag det er helt slut,” som hun siger. Og da der endnu ikke har været en eneste dag, hvor Svend-Erik ikke har tændt lyset med glæde, tyder det på, at de har elsket deres arbejde alle årene.

Kelly, Fanø Autoværksted, 2024, foto Finn Arne Hansen

Kelly er det kendte ansigt på værkstedskontoret. Hun er nu pensionist, men arbejder stadig.

Børnene kom på værkstedet
Da børnene var små, kunne de bare kikke ind, når de cyklede fra skolen, fortæller de. På Fanø er der mange fordele ved at være selvstændig erhvervsdrivende, når man har små børn. Så sidder der en ung familie og overvejer at få foden under egen autolift, så er her en oplagt mulighed. Selvom Kelly og Svend-­Erik også har sat deres eget hus til salg, er det ikke fordi de ønsker at komme væk fra Fanø. De ønsker blot noget mindre, da de drømmer om at kunne tilbringe mere tid i København, tæt på deres lille barnebarn.
Syv lærlinge har de haft gennem de 33 år, og de har for tiden to, der ønsker læreplads. De vil dog ikke tage en ny ind, når de ikke ved, hvem der kommer til at overtage stedet,

Vigtigt at bevare værkstedet
Fanø Autoværksted er øens eneste, og at det er yderst vigtigt at bevare et værksted på øen, både for turister og lokale, er alle på øen nok enige om. Ofte er det lokale også både bedst og billigst, og de er i stand til at servicere alle typer biler – også elbiler og oldtimere. Her er desuden synshal.
Medfinansiering mulig
Så parret ønsker ikke at lukke og slukke – de ønsker at overdrage både værkstedet, og også gerne de ansatte, til en ny generation. Og da de er med i Autopartner-kæden, er der mulighed for at få medfinansiering, hvis man ikke lige har de 3,9 millioner kroner, den 2386 kvadratmeter store grund og den 328 kvadratmeter store bebyggelse er udbudt til hos EDC. Der er masser af huse til salg på øen, så det kan det være en oplagt mulighed for en ung familie, der ønsker at forene familie- og arbejdsliv i en perfekte ’work-life-balance’.

Tekst: Stinne Berg
Foto: Finn Arne Hansen

Stærke kvinder på Godtfolk Festival

Den 15. juni er Marvara & Marieke Van Ransbeeck på scenen. Foto: PR

På årets Godtfolk Festival har kvinderne takket være KODA fået mere plads i programmet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KULTUR – Godtfolk Festivalen i og ved Rindby Forsamlingshusfredag den 14. og lørdag den 15. juni har fået 60.000 kr. i støtte fra KODA til at lave en festival, hvor kvinderne får mere rampelys. Det er festivalens primus motor Trine Buhl godt tilfreds med:
”Stærke kvinder med rødder i deres kultur er helt i tråd med Fanøs historie og tradition for en stærk kvindekultur,” bemærker hun.
Vi sætter her ’spotlight’ på de to hovednavne fredag og lørdag, hvor et par karismatiske kvinder er med som frontfigurer. Fredag d. 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin.

Kommer fra Tyrkiet

Fredag den 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin på Godtfolk-scenen 2024. Foto: PR.

Fredag den 14. juni kommer AySay & Luna Ersahin på Godtfolk-scenen. Foto: PR.

”Den karismatiske forsanger har rødder i Esbjerg, hvor hendes familie kom til fra Tyrkiet tilbage i 1970erne. Hendes far ejede dengang det populære mellemøstlige supermarked Regnbuen i Torvegade. Med en dansk mor og kurdisk far har hun rødder i både østlige og vestlige musiktraditioner, og det har resulteret i spændende ny musik.
Med sig har hun Aske Døssing Bendixen på percussion og Carl West Hosbond på guitar. Sammen leverer de AySays pop-arrangementer som moderne folkemusik i form og fortælling. Deres musik er drevet af en filosofi om, at alle kulturer har værdi og beriger hinanden, og traditionelle instrumenter som saz og darbuka møder moderne elektroniske produktioner,” fortæller Trine.
I 2021 vandt AySay Katapult-prisen på Folk & Fæstival, hvilket for alvor satte fart på deres karriere, og de står som et af de bands, man efter hendes mening bestemt skal have vinget af på sommerens festivalprogram.

Tabte sit hjerte til Fanø
Lørdag d. 15. juni kommer Marvara & Marieke Van Ransbeeck på scenen.
”Marieke Van Ransbeeck tabte sit hjerte til Danmark og Fanø, da hun som en del af Nordic Master-uddannelsen havde ophold på SDMK i Esbjerg. I dag har hun stor succes med bandet Marvara, som med musikere fra Belgien, Danmark og Sverige er en del af den nye, spændende bølge inden for folkemusik, der ikke er bange for at dykke ned i traditionsmusikken og give den et nutidigt spark,” fortæller Trine.
”På koncerten kan man høre numrene fra albummet High On Life som er en musikalsk krønike over Mariekes inspirerende rejse gennem de nordiske lande, hvor hun dykkede ned i folkemusikkens verden under sin nordiske kandidatgrad i folkemusik, Nordic Master. Marieke nåede også at bo et semester på Fanø under den danske del af Nordic Master. Det er blandt andet fra opholdet på Fanø, at hun har ladet sig inspirere af Fanøs levende musik- og dansetradition, som har fyldt hende med en livsbekræftende energi, som hun nu ønsker at dele med sit publikum,” slutter Trine.

De øvrige navne
Øvrige navne er MC Hansen (DK/UK), Duo Amarone (DK/SE), U.L.C. (DK/IRL), Justine Hald Boesen (DK), Fanø Fiddlers, HØST (DK), Dragkroga (NZ/SE), Morten Alfred & Vingaarden (DK), Vesselil (DK), Sylfide (DK), Dragkroga (NZ/SE)
Fiolministeriet (DK), Henriette Flach Kvartet (DK/SE), EREMIT live filmkoncert, JAMBAL, Marvara (BE/SE/DK) og Habadekuk (DK).
Hele programmet kan ses på godtfolk.dk, hvor man kan købe billet til hele festivalen eller de dele af festivalens program, som frister.
-fina

 

Rørskovens royale par har mesterlig jagt- og fodreteknik

Hannen er trefarvet med sorte vingespidser, lysere dækfjer på arm og hånd og mørkebrun på ryg og nakke.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Fanø Fuglestation har gennem maj måned foretaget nogle af de rigtige dybe knæbøjninger – vi har med videnskabelige metoder foretaget bestandstællinger af rørhøg, hvidbrystet præstekrave og dværgterne og samtidig foretaget adfærdsstudier for at verificere eller falsificere vore teser om markante adfærdsændringer, der følger med forandrede rammevilkår og bestandsudviklinger.
Denne artikel vil fokusere på rørhøgen, der er blevet en karakterfugl på Fanø.

Størst i kærhøgefamilien

Rørhøghun over Fanø. Foto: Søren Brinch

Rørhøghunnen er brun over det hele, som det ses her-

Rørhøgen tilhører rovfuglegruppen og er den største i kærhøgefamilien, der også tæller hedehøg, blå kærhøg og steppehøg. Med sit vingefang på mellem 1,2 og 1,4 meter. Hunnen er brun over det hele undtaget på hoved og hals, der er flødefarvet. Den mindre han er trefarvet med sorte vingespidser, lysere dækfjer på arm og hånd og mørkebrun på ryg og nakke. Undersiden hos hannen er lys med sort vingespidser. Du kan simpelthen ikke have undgået at have set rørhøgen svæve over rørskoven mod øst og vest eller når de tager fourageringstogter ind på de nærliggende heder og strandenge.

Mesterlig teknik
Deres føde består af gnavere og fugleunger, som de i yngletiden udveksler i det såkaldte bytteskift, hvor hannen kommer til reden med bytte, som hunnen, der ruger eller passer unger, flyver op og med ryggen mod jorden modtager, når han kaster det ned til hende – en meget flot oplevelse i rørskoven, hvor den yngler. Rørhøgen er en trækfugl, der overvintrer i middelhavslandene og syd for Sahara. Enkelte – og faktisk flere og flere overvintrer i Danmark, og typisk i Nationalpark Vadehavet, og det giver anledning til mere ændret adfærd. Det er en af vore teser, at når rammevilkårene ændrer sig giver dette på nogle få områder anledning til ændret adfærd. Denne ændrede adfærd vil på længere sigt give anledning til endnu flere adfærdsændringer, og det indskriver sig hermed i Darwins evolutionslære om tilpasningsevne som primær udviklingsskaber– noget der på den meget lange bane skaber nye arter.

Hvis vi skal opsummere de væsentligste iagttagelser:
1. Bestanden af rørhøge estimeres til 22 par med flest på vestkysten. Bestanden er støt stigende og bunder i forklaringsmodeller, der går på at rørhøgen til forskel fra hedehøgen kan håndtere ræven og skræmme den væk. Hedehøgen, der tidligere var en karakterart på Fanø, Rømø, Ho bugt og udløbet af Varde Å, yngler i dag primært i Ballum-området med enkelte par spredt længere mod øst. Rørhøgen spreder sig fortsat i Danmark, og den totale population estimeres i dag til over 1000 par.
2. Inden for de fleste fuglearter er der tale om monogami – modsat polygami som det ses hos gråsæl, løve og andre dyr, hvor en han har flere hunner. Kan det modsatte iagttages – at en hun har flere hanner. Vi har observeret både polygami og feminint polygami i vore observationer, hvilket ifølge vores research ikke tidligere er beskrevet. Uden at skulle motivfortolke, må det være en konsekvens af en øget bestand, og måske også ændrede ydre påvirkninger – habitatsforandringer eller andet
3. Bytteskiftet mellem parret er iagttaget med hidtil ikke beskrevne metoder, hvilket vi vil undersøge dybere.
4. Der er observeret flere reder meget tæt på hinanden, hvilket kan have mange årsager, og det graves der dybere ned i hen over sommeren.

Hvis du gerne vil opleve rørhøgen, så står vi altid til rådighed på Fanø Fuglestation, men du kan også selv fra stranden iagttage dem, når de med hævede vinger glider elegant hen over rørskoven, for pludselig med tyngdekraftens hjælp lader sig falde lodret ned mod en formodet vandrotte eller andet. Følg os på facebook.com/groups/224889424358221.

Tekst og foto: Søren Brinch

 

Det sker på Fanø fra 8/6 til 29/6 2024, udvalgte begivenheder

  • Altid åbne: Albue Fuglekøje og Sønderho gl. Fuglekøje
  • Lør. 8/6 kl. 11 og 14: ’Svenskerbroen’ på Langelinie i Nordby: Hhv. Sælsejlads og havnecruise. Se alle sejladser og book på marthasonderho.dk . Entré. Arr. Foreningen Martha af Sønderho.
  •  Lør. 8/6 kl. 11-16 og man. til lør. 11-16: Fanø Skibsfarts- & Dragtsamling, Hovedgaden 28, Nordby: Udstillingen (entré) og museumsbutikken er åben.
  •  Lør. 8/6 kl. 13: Fanø Kunstmuseum, Nord Land 5, Sønderho: Særudstilling med René Holm: To Get Lost Willingly. Desuden udstillingen Finn Hjortskov Jensen – Retrospektiv udstilling, frem til 23. juni plus museets faste udstilling. Entré. Se øvrige åbningstider og aktiviteter på fanoekunstmuseum.dk
  • Søn. 9/6 kl. 9-20: Fanøhallen og Sønderho Forsamlingshus: Valg til Europa-Parlamentet
  •  Søn. 9/6 kl. 10-13: Fanø Rideklub, Store Toft 7: Kæphestestævne. Entré for deltagelse. Se også fanoerideklub.dk
  •  Man 10/6 og søn. til fre. kl. 11-15: Fanø Museum, Skolevej 2, Nordby, er åbent. Se mere på fanoemuseum.dk
  •  Ons. 12/6 og til søndag kl. 14-17.30: Fanø Strandgalleri holder åbent. Gæsteudstilling med Birgitte Bruun med fotokunst og Pia Westergaard Pedersen med unikatasker af farvet garn. Dertil værker af 10 lokale kunstnere og salg af brugskunst. Se også de øvrige åbningstider på fanostrandgalleri.dk
  •  Tir. 11/6 kl. 17-18.30: Fanø Kunstmuseum, Sønderho: Mad og middag-foredrag v/ Niels Frederiksen om øens afdøde kunstner Finn Hjortskov-Jensen. Deltagelse i efterfølgende middag er mulig mod tilmelding og betaling. Se mere på fanoekunstmuseum.dk
  •  Ons. 12/6 kl. 19.30, åbne døre kl. 19: Realen – Fanøs Kulturhjerte, Niels Engersvej, Nordby: Fællessang, jyske sange. Fri entré. Se mere på realen.dk
  •  Fre. 14/6 kl. 14-23.30, lør. 15/6 kl. 14-23 og søn. 16/6 kl. 14-16: Ved og i Rindby Forsamlingshus, Postvejen 14, 6720: Godtfolk Festival. Se program og book billet på godtfolk.dk
  •  Lør. 15/6 kl. 14: Fanø Biograf, Lodsvej 3, Nordby:  Inderst inde 2. Entré. Se øvrigt program på fanoebiograf.com
  •  Søn. 16/6 kl. 13: Skovlegepladsen: De vilde blomsters dag. Arr.: Fanø Natur, Dansk Botanisk Forening og DN
  • Søn 16/6 kl. 14-17: Sønderho Mølle: Dansk Mølledag 2024. Fri entré. Arr. Fonden Gamle Sønderho
  • Ons. 19/6 og 26/6 kl. 14: Flakbatteri Nord, Bunkerrundvisning på dansk. Ikke egnet for gangbesværede. Entré. Arr.: Fanø i Atlantvolden, fia.dk
  • Ons. 23/6 kl. 8-22 og følgende 14 dage: Fanø Vesterstrand: Fanø Internationale Dragefestival. Fri entré
  • Gudstjenester i Nordby og Sønderho kirker: Se kirkernepaafano.dk
  • Begivenheder i Ribe og Esbjerg: Se vadehavskysten.dk/ribe-esbjerg-fano/diverse/events

 

Demenspris gik til Fanø

På billedet ses Mette Raun Fjordside (tv.) Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune.

Alzheimerforeningen hædrer Jo Madsen og Sven Buhrkall for deres demensarbejde

Hent den originale artikel som PDF her

FRIVILLIGHED – Dannebrog blafrede stolt i den høje flagstand ved Sundhedshuset i Nordby tirsdag den 14. maj, og det var der en god grund til.
For i et lokale på første sal sad en flok glade mennesker, deriblandt kommunens socialudvalgsformand Johan Brink Jensen og pensionisten Jo Madsen og fejrede, at sidstnævnte og Sven Buhrkall før Fanø Postens ankomst havde fået overrakt Alzheimerforeningens Demensvenpris 2024. Den består af et diplom og en check på 5000 kroner til deling.

Fra venstre: Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeninge, Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Fra venstre: Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeninge, Jo Madsen og Herdis Gregersen, Fanø Kommune.

Til stede var også Alzheimerforeningens direktør Mette Raun Fjordside, der kunne fortælle, at de to prismodtagere havde fanget foreningens interesse som kommende prismodtagere, da de holdt et oplæg på et af foreningens kurser for demensveninstruktører.
Jo Madsen fortæller, at hun ser det som noget helt naturligt at være ’hyggespreder’ på plejehjemmet i Nordby, og at hun i øvrigt er aktiv i Demensgruppen. Hun havde slet ikke set prisen komme.

Derfor demenshæder til Jo og Sven på Fanø

Ved prisoverrækkelsen i Sundhedshuset var direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside, selv til stede.
Hun gav denne begrundelse for hæderen til jo Madsen og Sven Burkhal:
”Som uddannede Demensven-instruktører har de ført an i en bemærkelsesværdig forvandling. De har gjort både Fanø Kommunes Social- og Sundhedsudvalg samt Seniorrådet til Demensvenner. Det er en indsats, der kræver både viden og hjerte, og de har vist os alle, hvor langt man kan nå med begge dele. Men det stopper ikke her. De har også været pionerer i at oplyse erhvervslivet på Fanø, hvor de, i samarbejde med handelsstandsforeningen, har udbredt viden om demens. En indsats, der har været med til at gøre øens butikker og foreninger til steder, hvor der er plads og forståelse for alle.
Derudover har de, som en del af Fanø Kommunes Demensgruppe, sammen med andre frivillige, arbejdet hårdt for at gøre Fanø til et mere demensvenligt sted. De er et strålende eksempel på, at når et fællesskab står sammen, kan man gøre en reel forskel. Så tillykke med Demensprisen 2024 til Jo og Sven. Deres arbejde er ikke alene anerkendt – det er dybt værdsat.”

Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeningen, maJ 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Direktør Mette Raun Fjordside, Alzheimerforeningen, kom selv til overrækkelsen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Lars Düwel, Julie Svarrer, Kristian Sidelmann, iVÆRKsætterhuset Fanø. Foto: Finn Arne Hansen. Fanø Posten.

iVÆRKstedet er klar til øens iværksættere – reception 24. maj

Lars Düwel, Julie Svarrer og Kristian Sidelmann i køkkenet. Det fjerde bestyrelsesmedlem, Maria Malling, kunne ikke være til stede.

En flok friske iværksættere fik en idé, fik penge fra Fanø Sparekasses Fond og har nu åbnet et iværksætterhus på øen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IVÆRKSÆTTERI – Nævn ordet iværksætter, og Fanø Posten er klar. Så efter et opkald om et nyt iværksætterhus blev kursen sat mod Vangled 32 lidt nord for Nordby by, hvor blandet andet Hotel Fanø, tidligere Fanø Night and Stay, ligger. De fleste på Fanø kender vist bedst stedet som ’den tidligere søfartsskole’. Men det er ikke nemt at finde iVÆRKstedet, som er det smågeniale navn for iværksætterhuset. Efter at have drejet fra til venstre før overnatningsstedet Fanø Hotel skal man hen forbi beredskabsstationen og ned for enden af vejen. Forhåbentlig er der sat dannebrogsflag op, når der skal være reception den 24. maj.
”Velkommen til Fanøs iværksætterhus,” lyder det med et smil fra Lars Düwel fra WestStream, da han åbner døren til iVÆRKstedet. Hans firma står for streaming af byrådsmøderne på Fanø og i Esbjerg. Og så er han i gang med en lokal dokumentarfilm. Mere om det i en senere avis.
”Her kan folk arbejde, snakke sammen og høre spændende oplæg om kreativitet,” tilføjer han og begynder at vise stedet frem. Kristian Sidelmann fra Fablewwod med de magnetiske træfigurer dukker op. Han er også en af initiativtagerne. Han tilføjer:
”Jeg kunne for eksempel fortælle om crowdfunding, andre kunne måske give tips til, hvordan man bogfører,” siger han, der har haft stor succes med crowdfunding, da Fablewood blev født.

Mødefaciliteter
Vi tager på en lille rundtur. I det største lokale er der fællesrum med køkken og nogle arbejdsstationer.
Ved siden af er der et lokale, der kan lukkes af til små møder. Og der er et toilet. Det er ikke det eneste, for hvis døren til det lille mødelokale er lukket, kan man opsøge et andet.
Vi går forbi flere arbejdsstationer og kommer til et af enkeltmandskontorerne:
”Her har jeg kontor. Jeg har brug for at kunne fordybe mig, så jeg har lejet et kontor for mig selv,” fortæller Kristian.

Kristian Sidelmann, Fablewood. iVÆRKstedet Fanø. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Kristian Sidelmann fra Fablewood har et enkeltmandskontor.

Tilbage i køkken-fællesrummet får vi kaffe, og journalist Julie Svarrer fortæller lidt mere:
”For os er det vigtigt, det er hyggeligt at være her. Derfor har vi også planlagt et socialt medlemskab. Man skal kunne sludre, spise frokost sammen, drikke kaffe, få en fredagsøl eller dykke ned i vores gode isbar,” siger hun.

”Mange forskellige iværksættere kommer her. Tag skuespiller Maria Malling som eksempel. Hun kan lære andre af speake, for eksempel, og grafiker Anne Mette Jensen fra Wadehav lavede lige et fint logo til huset,” fortæller hun videre.
”Vi er en forening og har lejet lokalerne af kommunen. Vi har selv sat dem i stand. Det har været lidt af et arbejde. Der så herrens ud, men nu er vi snart færdige og vil gerne vise lokalerne frem, tilføjer Kristian.
”Det sker den 24. maj klokken 14. Alle, ikke kun iværksættere, er velkomne,” siger Julie.
Lokalerne er fine med vægge, der er malet med Fanø-farver. Det har de selv stået for. Men deres nystiftede forening har fået hjælp.
”Vi har fået støtte af Fanø Sparekasses Fond og Fanø Brugsforening. Det er vi meget taknemmelige for,” slutter Kristian.

Det tilbyder iVÆRKstedet – og lidt ekstra

Lars Düwel ved en printer i iVÆRKstedet på Fanø. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.


iVÆRKstedets brugere har adgang til lynhurtigt internet, en printer, et køkken og et aflukket mødelokale.

  • Leje af enkeltkontorer: 1800 kroner om måneden
  • Leje af fast plads i åbent kontorlandskab: 1300 kroner om måneden
  • Leje af flyverplads: 600 kr. om måneden (adgang til én dag i ugen)
  • Alle lejere har som udgangspunkt fri adgang til kaffe/te/internet/print og brug af mødelokaler’Efter sommerferien 2024 er det planen at tilbyde et socialt medlemskab. Det kan man høre mere om ved at kontakte foreningen. Det vil blandt andet indeholde faglige og sociale arrangementer
  • Bestyrelsen består af Julie Svarrer, Nexus, Kristian Sidelmann, Fablewood, Lars Düwel, Weststream og Maria Malling, ActbyMalling
  • Kontaktpersoner: Julie Svarrer, 24 47 28 58 eller Kristian Sidelmann, 61 69 10 45

 

Havnens Dag nød godt af sommersolen

Ravsmeden Jens Peter Jensen og violinist Tove de Vries, begge Sønderho, underholdt med lokale, til dels saftige, Fanø-viser.

Sønderho Havn Støtteforening indviede egetræsplinter og døbte den ny prikjolle Rose af Sønderho. Gæsterne nød dagen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HAVNELIV – Lørdag den 4. maj var der Havnens Dag i Sønderho. Og det blev en hyggelig og velbesøgt begivenhed mellem Børsen og den lille sejlrendehavn.
Helle Holm-Nielsen, næstformand i Sønderho Havn Støtteforening, holdt hovedtalen efter formand Brian Schmidt Nielsens fyndige velkomst.
Hun glædede sig over at se folk sidde på de nye egetræsplinter, som er tilpasset de øvrige i Nationalparken. De er lavet af massivt egetræ fra Bregentved Gods på Sjælland. Efter at have opgivet at få nogen gennem kommunen, skaffede foreningen selv penge til dem fra blandt andre Fanø Brugsforening, Danibo og Fanø Sparekasses Fond.

Sønderho Havns Dag 2025. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.


Der blev hygget i stor stil ved Børsen i det gode solskinsvejr.

”Alle plinter er forsynet med plaketter, der fortæller, hvem der har foræret dem til os. Endnu engang tak for dem,” sagde hun.
Hun takkede for andre gaver: Fuglekikkerten ved Milles værksted, Sønderho Tapetet, som nu er opsat ved rutebilstationen, renoveringen af Kåveren, som nu er kommet i det store opslagsværk Trap Danmark som et markant vartegn for Fanø.
”For nylig fik vi midler til at få lavet en nødvendig kobberinddækning og nu er den sammen med broen overdraget til Fanø Kommune, som fremadrettet står for vedligeholdet,” fortalte hun.

Hanne Thyssen til venstre. Sønderho Havn Støtteforenings havnefest maj 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Der var også besøg fra Nordby.

Mange krav til sejlrende

Sejlrenden og havnen i Sønderho. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Broen og sejlrenden ved Sønderho havn havde en god tiltrækningskraft.

Hertil kom ikke mindst uddybningen af sejlrenden, som miljømyndighederne stillede mange krav til.
Mads Jensen, RMS-Energi, byggede en afløser for den midlertidige bro, og foreningen fik den ny bro. To pontoner, en ældre og godt brugt og en ny, som Lars Schou, Fanø Rom, hjalp med at finde sponsorer til, blev købt. Dertil kom etablering af en vejrstation, som sender data til DMI, og som kan ses på havnens hjemmeside.
Da renden blev oprenset første gang var der ikke midler til at få den ønskede dybde på -2 m. Foreningen håbede på at kunne opnå denne dybde ved den vedligeholdelsesoprensning. der var tilladelse til. I begyndelsen af 2023 var der opnået tilsagn midler, så arbejdet kunne påbegyndes.
”Vi er nået 2,6 kilometer fra Lundvig løb næsten frem til Dybet. Arbejdet stoppede midlertidigt den 27. februar. da der ikke må grave efter 1. marts. Vi har aftalt med det Rederiet Høj at Lea Høj kommer tilbage i begyndelsen af september,” fortalte næstformanden.
”Alt i alt har foreningen bragt 10,5 millioner kroner til huse fra fonde, sponsorer, salg af aktier og fra vores medlemmer. Men vi har også fået naturaliegaver: Vandstandsmåleren af Fanø Kommune, den jolle, som vi skal døbe om lidt, doneret af familien Mortensen. Jollen er blevet sat i stand for sponsorater og har fået en ny motor og trailer. Jollen bliver døbt af Rose Mortensen på tre år, og hedder nu Rose af Sønderho. Anders Bjerrum har foræret os Asta, en ’kaan’, (en lille trærobåd), som det er vores planen at bruge til at lære børn at færdes på vandet i.”

Sønderho Havn Støtteforening Havnens dag maj 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Ved siden af scenen var der salg af mad og drikke.

Støtte fra mange fonde
”Økonomisk støtte er kommet fra meget store fonde, rigtigt mange mindre fonde, fra lokale fonde på Fanø og i Esbjerg. Mange penge har vi også fået fra sponsorater og der har været pænt salg aktier samt en konstant støtte fra de mange trofaste medlemmer af støtteforeningen,” sagde hun
Alle oplysninger om foreningens projekter kan ses på Sønderho Havn Støtteforenings hjemmeside sonderhohavn.dk.
”Foreningen har også altid fået fantastisk opbakning fra mange, men, allermest fra Sønderho, hvis beboere trofast har bakket os op, og som møder talstærkt op til diverse begivenheder, er havnekaptajn, hjælper med priksætning og hjælper i forbindelse med vedligeholdelsesoprensningerne, klargør havnen forår og efterår, passer på pontonerne og meget, meget mere. Tusind tak for den kæmpestøtte som er helt uundværlig for havnen.
Vi har mange andre at takke for et godt samarbejde. Myndigheder, Fanøs borgmestre og Fanø Byråd har altid støttet projektet, og Sofie Valbjørn gav os et kæmpe ridderslag, da hun foreslog at Dronningen som en del af sit officielle program, skulle besøge havnen, og se hvad græsrødder kan gennemføre. Det har været en sand fornøjelse i foreningens ansøgninger at henvise til det besøg med fotos fra begivenheden, der viser, Dronningen siddende foran Milles værksted og lytte til Marco Brodde og Lauritz’ taler om natur og projekt. Det har været en blåstempling af havneprojektet,” sluttede hun.

Redningstjnestens materiel på Sønderho Havn maj 2024. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Redningstjenesten havde taget materiellet med.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

Islandsk ryle har intet med Island at gøre

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Lige nu udspiller der sig et fantastisk fænomen i Nationalpark Vadehavet idet en af vores mange overvintrende vadefugle den islandske ryle gør sig klar til en meget lang rejse til yngleområdet i det arktiske. Fænomenet består i, at flokke af islandske ryler, der dagligt vokser fordi flere og flere samles i mega-spisekammeret Vadehavet sværmer, når en rovfugl eller tidevandet forstyrrer deres fouragering. Under flyvningen foretager de manøvrer, hvorved den renhvide underside fra flere tusinde ryler skinner som et lysglimt. Dette kalder vi på Fanø Fuglestation ’Hvid Sol’.

Skifter farve efter årstiden
Islandsk ryle er om sommeren gylden orange og i sin vinterdragt helt affarvet. Begge dragter ses i Vadehavet. Til trods for navnet er islandsk ryle en udpræget arktisk ynglefugl, og arten er en udpræget langdistancetrækker med vinterkvarterer især på tidevandskyster langs Vesteuropa, i Middelhavsområdet samt ved kyster i Vestafrika. Islandsk ryle yngler i de højarktiske dele af Grønland, Sibirien og Canada.
Islandsk ryle opholder sig med få undtagelser kun som træk- og vintergæst i Danmark. Efterårstrækket er størst og indledes af de gamle fugle først i august. De første ungfugle ankommer fra først i august, og sidst i november er de sidste fugle trukket videre. I slutningen af marts vender rylerne tilbage til Vadehavet og trækker videre mod ynglepladserne sidst i maj til først i juni. Så vi har altså besøg af islandsk ryle i cirka seks måneder, og det fantastiske er, at de kun er på de arktiske ynglepladser i to en halv måned.

Oplagrer fedt i vingerne

Islangs ryle på Fabø fouragerer. Foto: Søren Brinch, Fanø Posten.

Når de islandske ryler er på Fanø strande, laver de stort set ikke andet end at spise.

Islandsk ryle lever hovedsagelig af smådyr i tidevandszonen, mest snegle og muslinger. For at kunne tilbagelægge de store trækafstande frem og tilbage til de nordlige ynglepladser er fuglene nødt til at oplagre store mængder fedt, hvilket gøres i vingerne. Fuglene æder intensivt dag og nat i de perioder, fedtdepoterne skal opbygges, og mange af fuglene fordobler deres kropsvægt fra cirka 100 til 200 gram i løbet af få uger. Som alt andet indenfor naturvidenskaben har alting en årsag, og den ekstreme vægtforøgelse skyldes, at islandsk ryle, udfører et af de længste nonstop-træk, der er kendt for en vadefugl. Dette overgås kun af den lille kobbersneppe, der flyver nonstop over 12.000 km fra yngleområderne i Alaska til Tasmanien.
På ynglepladserne i det højarktiske ankommer fuglene samtidig med at den sidste sne og is forsvinder, og her spildes tiden ikke, for sommeren er kort men føderessourcerne uendelige.

Flyverute er i ungernes DNA

Islandsk ryle i sommerfragt på Fanø. Foto: Søren Brinch, Fanø Posten.

De islandske ryler i deres gyldne sommerdragt.

De normalt fire æg lægges sidst i juni, og efter cirka 23 dage drøner ungerne rundt og fanger insekter i tundraen. Når æggene er klækket, overtager hannen yngelplejen indtil ungerne er uafhængige efter tre uger. Herefter forlader hannerne ynglepladserne og ungerne finder selv vej til vinterkvartererne i Vadehavet. Det er indkodet i deres DNA.
Islandsk ryle samles primært i Vadehavet, hvor der i den danske del er registreret 30.000-50.000 styk. Af samme grund er Vadehavet af international betydning som rasteområde for arten – ligesom adskillige andre arter med samme trækmønster. Derfor er det så bydende nødvendigt med den beskyttelse i form af minimale aktiviteter og slet ikke løse hunde, hvor vi er så privilegerede at få denne smukke fugl på besøg.
På næste månedstur med Fanø Fuglestation vil vi fremvise islandsk ryle, hvis de ikke er draget nordpå. Følg os på facebook.com/groups/224889424358221.

Tekst og foto: Søren Brinch

 

Top