Vellykket Strikkefestival

 

STRIKKEFESTIVAL – ­Strikning er vistnok noget med ret og vrang, men der var ikke meget ‹vrang› over årets udgave af Fanø International Knit Festival. Hele arrangementet og det praktiske set-up er efterhånden fintunet så godt, at stort set alt klappede.

Det giver godt afsæt for de meget store ambitioner om nordisk samarbejde og mere kulturelt indhold, som arrangørerne luftede i sidste udgave af Fanø Posten. Foreløbig glæder de sig over en næsten perfekt afvikling i år.

”Festivalen gik fantastisk godt, og alle var superglade for afviklingen af workshops, vores store telt og i det hele taget måden, det hele fungerede på. Både undervisere, gæster og frivillige talte om, at det var den bedste festival, de har været med til,” fortæller en glad Jørgen Seyfarth.

På den praktiske side var der bl.a. kommet halmballer i gaderne, røde løbere og et hovedtelt, der hang bedre sammen.

”Vi prøver at gøre det lidt bedre hvert år med en hyggelig atmosfære, god mad og et godt udbud af varer. Der er måske lidt kaos på til sidst i forberedelserne, men det skal der også være til en vis grad,” griner Jørgen Seyfarth.

Allerede ved åbningen torsdag stod folk i lange køer for at checke ind, få armbånd og få svar på spørgsmål. Det er også et af de punkter, hvor der stadig er plads til forbedring.

”Vi synes jo, at vores informationsniveau er tårnhøjt, men hvert år får vi også mange spørgsmål. I år kom det lidt bag på os, at folk var så spørgelystne allerede torsdag eftermiddag,” lyder erkendelsen.

”Så det område skal vi have gjort mere ud af. Næste år laver vi en decideret info-skranke, hvor vi også har bedre tid til at snakke rigtigt med folk. Det var også en af de ting, vi lærte i Skotland (hvor man netop har medvirket i en lokal strikkefestival – læs næste side, red.). Her gjorde man meget ud af infodelen, så det vil vi også gøre næste år,” oplyser Jørgen Seyfarth.

Foreløbig har festivalen fået bevilget 121.000 kr. fra LAG-midlerne til udvikling af det nye nordiske koncept, mens ansøgningen om hele 1,8 mio. kr. fra Nordisk Råd forventes afklaret endeligt i november.

Fra Schweiz til Fanø

Louise KjæruDSC_9329lff (t.v.) er fra Nordsjælland, men den stikker hendes veninde Louise Nielsen, der kom hele vejen fra Schweiz.

”Vi blev inviteret af en rigtig sød kvinde, som har sommerhus på Fanø. Det er vores første strikkefestival og sjovt nok min første gang på Fanø overhovedet, selvom jeg ellers har været i de fleste kroge af Danmark,” siger Kjærulff.

Ingen af de to har været på Fanø før, men hvorfor tager man helt fra Schweiz for en strikkefestival?

”Det er på grund af hyggen, og vi var til Strik Bornholm for to år siden. Og da en købte et sommerhus, tænkte vi, at så er det nu,” fortæller Nielsen.

De to søstre Anette Olesen fra Hedensted (t.v.) og Gurli Duus fra Morud på Fyn var også blandt debutanterne på årets strikkefestival.DSC_9306

”Vi elsker at strikke, og vi elsker garn. Vi har ikke været til strikkefestival før, men vi har strikket et sjal, som er købt hos Christel Seyfarth,” fortæller de to søstre.

De havde planlagt at være tre dage på Fanø.

”Men så gik Vadehavscentret konkurs, og vi havde pludselig ikke noget sted at bo, selvom vi prøvede at ringe rundt til en masse steder. Vi kunne ikke finde anden overnatning, så nu bliver det én lang dag i stedet, for vi bliver her, til de lukker.”

 

 

Top