Stor succes for gadeteater-festival

43 Tricks på Konsul Lauritsens Plads

I mere end 25 år har der været arrangeret gratis gadeteater i den sidste weekend af skolernes sommerferie i Nordby.

I år var det grupperne 43 Tricks, Dissing og Las, Grant Goldie og Asguer Zap Showteater, der stod for underholdningen for store og små.

”Det blev fire dage med stor succes,” siger Mette Hübschmann Pettit, som gennem de sidste 19 år har været med til at arrangere gadeteateret i Nordby.

”Gode grupper og et godt publikum skaber oplevelsen for alle. Og begge var rigtig gode i år.”

Der er også mange udenlandske turister, der overværer forestillingerne. Derfor gør Fanø Gadeteater meget for at finde grupper med forestillinger ’uden sprog’, fortalte Mette Hübschmann Pettit.

Fanø gadeteater har siden sin start haft to faste principper: Forestillingerne skal foregå i det fri, og de skal være gratis.

 

I år var der forestillinger på Museums Pladsen, Konsul Lauritsens Plads og Ude-biblioteket ved Fanø Skole.

Ude-biblioteket skabte en perfekt ramme i det fri for forestillingen med Grant Goldie.

’Udendørs og alligevel følelsen af et rum. Lydanlægget bidrager også til oplevelsen,’ synes Mette Hübschmann Pettit om Ude-biblioteket.

I år måtte festivalen dog fravige princippet om altid at spille udendørs, da vejret hindrede forestillingen på Konsul Lauritsens Plads lørdag.

Der blev dog hurtigt fundet en ’nødløsning’ ved at Krogården med få minutters varsel stillede salen til rådighed – og der var fuldt hus.

”Stor tak til kromanden for at hjælpe os. Det reddede dagen for os alle,” sigerMette Hübschmann Pettit,

Top