Stiligt jubilæum i Fanø Golf Links

Lørdag den 30 30. juni var der dobbeltjubilæum i Fanø Golf Links og Fanø Golfklub. Her er, hvad formand Peter Kristensen sagde i sin tale

“Kære allesammen
Det er i dag en stor dag. Vi fejer Fanø Golf Links 125 års jubilæum og Fanø Vesterhavsbad Golfklubs 75 års jubilæum. Så det er et 200 års jubilæum på papiret. I realiteten er det dog ikke så mange år, da banen og klubben på mange måder – heldigvis hænger sammen, er det samme og vil det samme.
Det er med stor glæde, stolthed og en lille smule ærefrygt, at jeg står her i dag for at tale om denne milepæl. Vi er her for at ære og fejre en bane og en organisation, der gennem generationer og mere har skabt glæde, udfordringer og fællesskab for golfspillere fra nær og fjern.
For 125 år siden blev Fanø Golf Links født ud af en drøm om at bringe golfen til dette fantastiske område. En gruppe passionerede mennesker syntes, der manglede noget i området og besluttede sig for at anlægge en golfbane. Visionen var at skabe en bane, der kunne måle sig med de bedste i verden, og var skabt på naturens præmisser som de gamle baner i Skotland, hvor man siger at gud har lagt linksen i landskabet, det er så menneskets opgave at finde den. Derfor blev målet en bane, som både ville bevare Fanøs rå og betagende natur og være en golfmæssig perle.
Da den første bold blev slået, blev det klart, at Fanø Golf Links var noget helt særligt. Banen var som en drøm, hvor fairways sneg sig mellem sandklitter, og hvor vinden konstant mindede spillerne om dens vilje og styrke. Men det var også en drøm, hvor naturen var utrolig og uden lige i Danmark.

Sådan er Fanø Golf Links stadig. Det er stadig en bane på naturens præmisser. Den ligger i de slejer naturen har skabt, og det vil den blive ved med. Det er stadig naturen der bestemmer. Der er vel ikke nogen her der ikke har oplevet nordvestenvindens kraft og mangen god golfer har måttet strække våben over for denne.
Gennem årene har Fanø Golf Links været vidne til mange triumfer og smertefulde nederlag. Turneringer er blevet spillet, rekorder er blevet sat, og spillere fra hele verden har besøgt banen for at udfordre sig selv og nyde den enestående natur. Fanø Golf Links har været et sted, der har tiltrukket de bedste spillere og skabt en atmosfære af konkurrence og venskab. Når man kigger på pokalerne fra turneringen, kan man se, at mange store navne har besøgt Fanø for at deltage i den traditionelle turnering.
Fanø Golf Links er meget mere end blot en golfbane. Det er et sted, hvor drømme bliver til virkelighed, venskaber opstår og minder, der varer livet ud, skabes. Når man spiller banen, føler man den arv, som tidligere golfspillere har skabt og efterladt os. Det er en arv, der strækker sig helt tilbage til den tid, da man besluttede at anlægge en golfbane midt i den rå og storslåede natur. I dag kommer arven til udtryk i stednavne på banen og historier om tidligere spillere, der går i arv gennem generationer.
I de første mange år var den årlige turnering omdrejningspunktet for banen. Men efterhånden opstod der en gruppe ”faste sommergæster” også kaldet sommerhusejere, som ønskede faste rammer og dannede en klub. Dette skete i 1948. Det var i de første mange år klubbens hovedformål at drive turneringen – og det er stadig et vigtigt formål for klubben.

I de første mange år bestod klubben primært af de folk, der havde sommerhuse i området. Det betød at sæsonen var kort og som regel kun strakte sig over sommerferien. Bestyrelses arbejdet i klubben bestod af at afvikle golfugerne.
Efterhånden begyndte interessen for golfen at brede sig på øen, og langsomt kom der lokale medlemmer til. I starten var en lokal golfspiller et særsyn, men efterhånden er golf blevet den største sportsgren på Fanø, og sæsonen er blevet kraftigt udvidet så den nu strækker sig over hele året.
Fanø Vesterhavsbads Golfklub er meget mere end bare en klub, det er et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, der deler kærligheden til golf og hinandens selskab. Det er her, vi har bygget venskaber, der strækker sig ud over fairways og greens. I dette fællesskab har vi fundet glæde, kammeratskab og gensidig respekt.

Der er for mig to grundsten for golfen på Fanø, som er helt unikke for golfen i Danmark – måske endda hele verden.
Det er slabbedasker-klubben og de traditionelle Fanøuger. Slabbedaskerklubben opstod midt i 80erne, hvor der opstod en fast spilleaftale på alle fridage. Grundtanken var, at man kunne møde op og deltage kl 8.30. Man trak så lod om, hvem man skulle spille med. Det kostede 20 kr at deltage, og vinderen skulle give øl for gevinsten. Ofte var der kun overskud ved at vinde, hvis man solgte de tomme flasker. Senere kom der lidt mere struktur i klubben, og man betalte 20 kr – vinderen fik sin 20er tilbage og alle fik to øl. Dette koncept spilles der stort set stadig efter. Det helt unikke ved konceptet er, at alle kan møde op og deltage.
Den anden grundsten i klubben er Fanøugerne. Det er de traditionelle uger med forskellige turneringer hver dag. Det er også et unikt stykke historie i Danmark. Deltagerne kommer fra alle dele af landet, og mange er er kommet i flere generationer og kommer stadigt. Det giver et helt specielt liv i klubben de to uger, det står på. De venskaber, der dannes i juniorturneringerne, varer ofte hele livet og holdes ved lige ved de årlige gensyn til golfugerne.
I fremtiden skal Fanø Golf Links fortsat være et sted, hvor man kan føle sig hjemme, hvor man kan finde glæde, og hvor man altid kan regne med et smil og en hjælpende hånd.
Vi skal også huske på, at Fanø Golf Links ikke kun er et sted for de erfarne spillere. Det er et sted, der har åbnet dørene for alle, uanset alder og niveau. Det er her, at de unge spillere kan udforske deres talent og udvikle sig til de næste stjerner. Det er her, at familier kan samles og nyde en dag med sjov og motion. Det er her, at vi kan inspirere og motivere hinanden til at blive bedre og nyde spillet endnu mere.
Fanø Golf Links’ 125-års jubilæum er ikke kun en fejring af fortiden, men også en markering af fremtiden. Det er en påmindelse om vores forpligtelse til at bevare og forbedre denne perle, som tidligere generationer har overladt til os. Vi skal sikre, at Fanø Golf Links forbliver et sted, hvor drømme kan blive til virkelighed, og hvor nye generationer kan opdage og fordybe sig i golfspillets sejre og nederlag.

For at bevare denne arv er det vigtigt, at vi fortsætter med at investere i udviklingen af banen. Vi skal sikre, at banen forbliver i topform, at faciliteterne er moderne og af højeste standard, og at de folk der arbejder med både klubben og banen er blandt de bedste. Det gælder både de ansatte og de frivillige. Vi skal også forblive åbne for forandringer og nye idéer, så vi kan tilpasse os og imødekomme de behov, som fremtiden vil bringe.
En af de ting der er sket for at sikre fremtiden er klubbens overtagelse af driften af banen i 2022. Det er endnu et skridt mod et stærkere fællesskab omkring at bevare og udvikle Fanø Golf Links. Vi ligger, som i nok ved, ikke stille i bestyrelsen, men arbejder hårdt på at få opgraderet banen til en mere tidssvarende udgave. Det er et spændende arbejde, og der er mange muligheder for at vi kan bevare og videreudvikle FGL som noget helt unikt i dansk golf. Sjælen i banen skal bevares – det gælder både omkring banelayoutet men også omkring grundpillerne fællesskabet i klubben. Det er jeg også meget sikker på, at vi gør. FGL er et unikt sted, der skal bevares.
I dag er også dagen, hvor vi skal takke alle de mennesker, der har bidraget til både FVG og Fanø Golf Links’ udvikling og succes gennem årene. En stor tak til de mange bestyrelser bestyrelsen og alle de frivillige, der har dedikeret deres tid og energi til at skabe og vedligeholde dette vidunderlige sted. Tak til de samarbejdspartnere, der har støttet os på rejsen og gjort det muligt at nå dertil, hvor vi er i dag. Og sidst, men ikke mindst, en stor tak til alle medlemmer og besøgende, der vælger at komme på Fanø Golf Links og være med til at skabe den særlige atmosfære, som kendetegner dette sted.

I dag skal vi fejre FVG´s 75 årsjubilæum og Fanø Golf Links’ 125-års jubilæum med glæde, stolthed og taknemmelighed. Vi skal fejre de mange øjeblikke, der har gjort stedet her til noget særligt for os alle. Lad os bruge denne dag til at mindes fortiden, fejre nutiden og se frem mod fremtiden. Lad os fortsætte med at værne om Fanø Golf Links, styrke fællesskabet og skabe endnu flere uforglemmelige øjeblikke på denne unikke bane.
Til sidst vil jeg ønske både klub og bane et stort tillykke med jubilæet. Må de kommende 125 år bringe endnu flere triumfer, glæde og fællesskab til os alle. Lad os rejse os og råbe hurra for Fanø Golf Links!”

Top