Sommercup med efterdønninger

I journalistbranchen har der alle dage været et afslappet forhold til alkohol, også på arbejdspladsen. Det er heldigvis blevet anderledes. Alt for mange i branchen er blevet alvorligt syge og er døde for tidligt på grund af druk.
Jeg har kendt flere af dem og blev derfor som flere andre på Fanø noget rystet, da jeg så den drukkultur, der prægede Fanø Sommercup. Jeg frygtede, det ville gå som i Aarhus, Randers eller Købehavn, hvor flere unge mænd er faldet i havnen og er druknet efter alt for meget drikkeri ude i byen.
Det skæmmede også bybilledet med alt det drikkeri og larm og er vel ikke den slags turisme, øen vil kendes for?
Det endte ikke med dødsfald, men med anmeldelser for vold, voldtægt og voldtægtsforsøg. Jeg mener, som mange andre på de sociale medier, at arrangørerne må evaluere på det og tage en alvorlig snak med myndighederne om, hvorvidt det skal fortsætte på den måde.
Sport for sig og fest for sig om aftenen, sådan var det i min ungdom. Kunne man ikke finde tilbage til det? Også for de unges egen skyld. Jeg håber det for Fanøs skyld.

Top