Rør blot ikke ved min gamle jul…

Nordby Kirke på Fanø. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Af gæsteskribent Nanna Dusgård Coln, sognepræst


Når det kommer til julen, er de fleste af os traditionalister til langt op over begge ører. Julen skal helst være, som den plejer.
I år bliver julen anderledes for de fleste. Afstand, håndsprit og mundbind hænger os langt ud af halsen, og vi længes efter almindelige tilstande. Men corona kaster stadig sine skygger ind over os og rammer nu også noget så følsomt som vores alles jul.
For mange er det en vigtig tradition at indlede juleaften med en gudstjeneste i kirken. Høre klokkernes kimen og orglets brusen. Sidde skulder ved skulder og synge med på julesalmerne. Høre juleevangeliet, mærke den højtidelige stemning og ønske hinanden en glædelig jul.
I år er der truffet en svær beslutning om ikke at afholde juleaftensgudstjenester i kirkerne på Fanø. I stedet afholdes alternative gudstjenester, som netop er optaget i samarbejde med TV Fanø. To guds­tjenester, som man kan se derhjemmefra. Beslutningen er ikke truffet for at fratage nogen juleglæden men for at sikre så mange som muligt en chance for at deltage på forsvarlig vis.
Fanøs to store kirker plejer at byde knap 2000 mennesker velkommen juleaften, men for tiden må vi kun være 75 personer ad gangen. Fanø er en ferieø med mange gæster udefra, der også ynder at deltage i julegudstjenesterne. Et billetsystem kunne være en løsning, men det ville langt fra tilgodese alle og ikke ændre på, at mange stadig ville risikere at blive afvist i kirkedøren juleaften. Det ønsker vi ganske enkelt ikke at byde folk.
Vi håber på jeres forståelse. Glædelig jul til os alle.

Top