Påsken byder på åbne kunstateliérer – også hos Kristen og Anna Marie

På Fanø kan de to kunstnere Kristen og Anna Marie Sørensen besøges på Saltværksvej 3 i Nordby.

 I år har to lokale kunstnere fundet vej gennem censuren til Kunstrunden 2017, hvor der er åbne atelier i påskedagene den 14. – 16. april mellem 11 og 17.

Det er billedmager Kristen Sørensen og smykkedesigner Anna Marie Fredslund Sørensen, der kan besøges i deres atelier og private hjem på Saltværksvej 3 i Nordby.

”Det er første år, jeg er med,” fortæller Anna Marie Fredslund Sørensen, der udstiller sine smykkedesign lavet af skår fra Fanø fliser og andre materialer hun har fundet på stranden nord for færgelejet i Nordby.

ska%cc%8ar-og-smykke

”Før smykkerne lavede jeg mosaikker af flisestykkerne, men blev inspireret af det daværende Galleri Vadehavet til at forsøge med smykkerne,” fortæller Anna Marie Fredslund Sørensen, der glæder sig til at åbne dørene til privat boligen fredag den 14. april.

”Sidste år var der mere end 300 besøgende,” fortæller Kristen, der deltager for anden gang og næsten frygter dobbelt så mange gæster, nu hvor fruen også deltager i Kunstrunden.

Kristen Sørensen har altid malet. Igennem de sidste 15 år har han udviklet sin kunst, hvor det er naturens egne materialer eller genbrug, der indgår i hans mange værker.

Kristen Sørensens ’SandArt’, hvor Fanøs otte forskellige slags sand skaber værkerne, er nu suppleret med ’PianoArt’, hvor det er alle dele fra de gamle pianoer, der får nyt liv i form af installationer eller kunsthåndværk.

pianoart

”Det kræver en international anerkendt tilladelse at lave pianokunst,” påpeger Kristen Sørensen smilende.

”Jeg har en skriftlig tilladelse fra Miljø- og fødevareministeriet til at videresælge elfenben,” fortæller Kristen Sørensen, der fremviser det såkaldte ’CITES-certifikat’, der tillader salg af elfenben fra elefant. Elfenben udgjorde i datidens pianoer de hvide tangenter.

To af Kunstrundens 94 kunstnere bor på Fanø

  • 94 gallerier, kunsthåndværkere og ateliérer deltager i Kunstrunden 2017.
  • For at sikre et højt niveau er der i Kunstrunden Sydvestjylland indlagt censur.
  • Censorerne til årets Kunstrunde har været Lise Tuxen fra Sønderborg, Hanne Ida Helstrup fra Sønderborg og Astrid Liebing Brunø fra Aabenraa.
  • Kunstrunden støttes i 2017 af Destination Sydvestjylland samt af flere almennyttige fonde, virksomheder og kommuner.

Top