Marco Brodde havde ikke set filmen før premieredagen. Han var rørt over den store interesse. 400 deltog.

400 gæster fra Fanø og resten af landet kom til urpremiere på dokumentarfilm

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FILM – Et musikhus uden parkeringspladser er en udfordring for en ikke-esbjergenser, men takket være god tid, blev der fundet én ved et firma på havnen. Og så gik turen til Musikhuset i Esbjerg lige overfor oppe på bakken.

Filmmageren Lars Düwel bød velkommen i foyeren og takkede dem, der støttede projektet.

Stundom, et af Marco Broddes absolutte yndlingsbands, har lavet musik til filmen Vadehavsmaleren. De spillede før og efter urpremieren.

Her skulle den ny dokumentarfilm Vadehavsmaleren om vadehavskunsteren Marco Brodde fra Fanø vises lørdag den 22. juni. Han er også lærer og naturvejleder, men naturligt nok handlede filmskaberen Lars Düwels film om hans kunstneriske virke.

400 tilskuere

Særdeles mange mennesker havde fået den samme idé som redaktøren. Omkring 400 mennesker var samlet i foyeren, Her takkede Lars Düwel i sin velkomst huset for husly og bobler og opfordrede til yderligere køb i baren. Herefter spillede trioen Stundom for de mange gæster fra både Fanø og resten af kongeriget. Den trio vender vi tilbage til.
I den lille sal, der bagefter var næsten fyldt op, fortalte Lars Düwel fra scenen om sit filmprojekt, der startede i 2021 og først sluttede her i 2024.
”Det havde jeg ikke regnet med,” erkendte han.
Han fortalte, at filmen handlede om Marco Brodde og om hans store arbejde med at lave 24 raderinger til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Han takkede Johan Hofmann Fonden, Danibo Feriehusudlejning, Sol og Strand-fonden samt Kulturelt Samråd på Fanø for økonomisk støtte. Og så fortalte han en spøjs historie om Stundom, der har lavet underlægningsmusik til filmen.
”Jeg hørte dem ved en tilfældighed på gågaden i Esbjerg og kontaktede dem bagefter for at høre, om de ville lægge musik til filmen. Så mødte jeg Marco på færgen og fortalte ham om det. Og det viste sig, at det var hans yndlingsband, hvis nyeste album han ofte lyttede til, når han var ude i naturen for at lave skitser!”
Også Peter Uhrbrand og Benny Blæsild har lavet musik til filmen, sidstnævnte har lavet introen, tilføjede han.

Brodde havde ikke set filmen
Filmen, som Marco Brodde ikke havde set før, gik i gang. Heri fortalte han om, hvorfor han var endt som vadehavsmaler. Han fortalte, han var en knægt fra Gjesing nord i Esbjerg, og at han tidligt fik interessen for at tegne. Da han var blevet konfirmeret, fik han og kammeraterne lov at tage ned færgen til Fanø. Og mødet med naturen der, og en bog om tipperne fik en afgørende betydning for hans liv,
I dag er han med i en international kreds af ’wild life’-kunstnere. Den betegnelse kan han godt lide.
Han fortalte også, at han efterhånden har fået sig frigjort sig fra at vise enhver detalje på en fugl korrekt. Han syntes, at det var fint, at man med nogle penselstrøg kunne vise, hvilken fugl, det drejede sig, Han fortæller også om, hvordan han kan finde på at være på det samme sted i naturen seks timer i træk for at skildre, hvad der sker fra ebbe til flod.
Efter filmforevisningen og de mange klapsalver var der spørgsmål fra salen til Marco Brodde.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Fint Brodde-portræt

FILMANMELDELSE – Det er vist første gang, Fanø Posten nogensinde har anmeldt en film af en Fanø-filmskaber om en Fanø-kunstner, Men lad os kaste os ud i det. Dokumentarfilmen Vadehavsmaleren, der handler om Marco Brodde, er lavet af Nordby-journalisten Lars Düwel, der er selvstændig med firmaet Weststream. Han har arbejdet på filmen i tre år og har selv skrabet penge sammen til projektet, stor ros for det.

I filmen ser vi en tvedelt fortælling. Dels ser vi Marco Brodde fortælle om sin baggrund og om måden han arbejder på, stille, roligt og velinstrueret. Der er klippet meget lidt, og med et eller to stillestående kameraer, måske gode mobilkameraer, går det fint.

Live-scenerne i naturen er derimod svære for filmskaberen, da pludselige og rystende bevægelser, modlys, lysændringer og spøjse indfald med en lydløst jublende Brodde og en uskarp gang mod kameraet ikke kommer til at virke særligt godt. Filmen er også rigeligt lang, og den har svært ved at finde sin slutning. Det er også svært at være ene mand med et filmprojekt, især uden en filmisk uddannelse. Tilrettelæggelsen er dog helt i orden, og en stram klipning vil kunne bringe den op på fire stjerner.

Finn Arne Hansen