Ny ‘lufthavn’ i Sønderho

FLY-IN – Kommer du fra Sønderho og kigger til højre lige efter ’Farmen’, ser du en 400 m lang græsstribe. Det er Poul Pedersen fra Thisted, der har anlagt en landingsbane ved sin ejendom, så han kan lande og starte med sit lille privatfly.

”Man må have op til 50 starter og 50 landinger om måneden på en privat mark,” siger Poul Pedersen.

”Med orienteringen øst-vest og ingen huse at passere ved indflyvningen ligger landingsbanen perfekt med de vindforhold, vi oftest har på Fanø,” fortæller Poul Pedersen.

Hvordan med naturbeskyttede områder?

”Med undtagelse af start og landing er flyvehøjden over beskyttede områder mindst 1.000 fod (330 m, red.),” siger Poul Pedersen, der aldrig har ramt en fugl.

”På Læsø, Anholdt, Bjarnø, Drejø og mange andre af vores små øer, er der en tilsvarende landingsbaner. Her møder vi ofte tyske flyvere, der flyver ind. De spiser på den lokale restaurant og flyver hjem igen. De kan også flyve til Fanø og spise i Sønderho,” slutter Poul Pedersen, der forventer at flyve fra Thisted til Sønderho i denne weekend og lande i Sønderhos nye ‘lufthavn’ – hvis vejret tillader det.

Tags

Relaterede artikler

Top