Den østfrisiske vadehavsø Norderney med 6500 indbyggere har delvist bilforbud. Drømmen er nul turistbiler
Artiklen er på midtersiderne af avisen, som kan downloades her
REPORTAGE – Måske skal Sønderho som et forsøg være en bilfri by i sommeren 2020. Det har byrådet i hvert fald efter et forslag fra Venstre vedtaget at diskutere helt åbent med Fanøs borgere i løbet af vinteren. I den forbindelse nævnte viceborgmester Erik Nørreby (V), at den tyske vadehavsø Norderney har en sådan ordning, og at man måske kunne søge inspiration i den.
Som sagt, så gjort. Søndag den 13. oktober drager Fanø Posten afsted mod Norderney, tæt ved den hollandske grænse, en træls motorvejstur over Bremen og Oldenburg på 800 km med lange bilkøer på grund af asfaltarbejde.
Aftalen med borgmester Frank Ulrichs (SPD) er mandag klokken 15, så turen er bidt over med et ophold søndag på Hotel Wietingen i Oldenburg, der har leveret stamfaderen til dronning Margrethe IIs kongeslægt.
Mandag går den sidste del af turen til Norddeich ved Norden. To gigantiske, indhegnede betalingsparkeringspladser, som ejes af rederiet Norden Frisia, står klar til at tage imod de mange turisters biler. Herfra kan man gå til færgen eller tage en shutllebus.
Tog til færgelejerne
Næste ahaoplevelse er, at et Deutsche Bahn-tog ruller op til færgerne til Norderney og Juist.
Et topmoderne billetcenter, hvor tyskernes stor forkærlighed for kontantbetaling bevidnes af to køer ved kontantskranken og ingen ved de to kreditkort-betalingsskranker, betjener færgekunderne. Vi er mange i køerne, det er efterårsferie i Niedersachen, som øen hører til. Der er dog kun få biler med.
Færgen er stor, moderne og har hundevenlige trapper samt servering i den nydelige bistroafdeling. Skønt. Færgen er meget stille, så bortset fra lidt uventet vippen på halvvejen, er turen på 50 minutter behagelig. Da vi nærmer os Norderney, der kun har én by af samme navn, stimler folk sammen oppe foran på soldækket for at se havnen dukke op. Intet nyt under solen dér.
Nabo-ø har hestekørsel
På havnen, hvor vi skal tjekke ind med vores billetter i en automat, er et stort modtagecenter samt busser, der fragter gæsterne op i byen. De fleste går de knap to kilometer, også undertegnede, der skal finde Hotel Künstlerhaus. Undervejs konstateres det, at godt nok er denne del af byen bilfri, men de mange cyklister og varevogne, der har tilladelse til at køre, forstyrrer den rare oplevelse.
På hotellet morer den unge receptionist sig over, at formålet med rejsen er at se en bilfri ø.
”Vi er ikke bilfri, så skal De til Juist, hvor der kun er hestevogne. Men det giver nogle udfordringer med hestepærer, når det er 30 grader varmt,” ler han.
Klokken 15 mødes jeg med borgmesteren og planlægningschef Jörgen Visser. En fin porcelænskande med te på en opsats med stearinlys under og meget fine tekopper samt danske småkager er på bordet.
”Det er en østfrisisk tradition,” smiler borgmester Frank Ulrichs. Og snakken begynder.
”Biltrafikken kom for alvor til Norderney efter 2. Verdenskrig. Englænderne og de andre allierede kom med mange køretøjer og udbyggede færgefarten,” forklarer han.
”Og allerede i 1951 kom de første begrænsninger i biltrafikken,” forklarer Jörgen Visser.
Lever kun af turisme
Norderney lever kun af turisme, så allerede den gang havde mange tyskere åbenbart fået bil.
Tilbage til borgmesteren, der taler langsomt og tydeligt til stor glæde for Deres udsendte:
”Vi har 570.000 overnattende gæster og 270.000 éndagsturister, i alt 840.000. De medbringer en masse biler. Rederiet transporterer hvert år 170.000 biler og 35.000 lastbiler herover, og det er jo mange, men det er jo en herlig forretning for rederiet, der både har færgen og parkeringspladser på begge sider,” siger Frank Ulrichs, der tilføjer, at de 6500 øboer selv har 2500-2600 biler.
”Alle disse 170.000 biler skal jo gennem byen for at finde deres overnatningssted, så det har så ført til ordningen om, at man har en time til at læsse af og så stille sin bil på en parkeringsplads. Når man så skal afsted, har man igen en time til at hente sine ting,” forklarer han.
”Men det giver en vældig trafik, som vi slet ikke ønsker. Vi har diskuteret det siden 1960erne og vil gerne begrænse den. Det er der bred enighed om i byrådet. Men et forslag om at udvide den bilfri zone faldt ved en folkeafstemning i 2000,” fortæller han.
Forbud mod turistbiler
Den helt rigtige løsning er svær at finde, måske er det bilforbud for turister og mere parkering på fastlandet. Norderney har tilligemed de samme problemer som Fanø med at helårshuse opkøbes og bruges som feriehuse. Men de har ikke biler på stranden.
”Det ved jeg godt, at Fanø har. Det forstår jeg slet ikke. Det forekommer slet ikke miljøvenligt,” siger han og ryster lidt på hovedet, inden vi går til Poststrasse for at få et foto af borgmesteren i sit rette element, gående.
At rejse til Norderney
Hvis man selv vil opleve Norderney, er der adskillige muligheder.
Er man i bil, er der cirka 800 km fra Esbjerg til Norddeich (Norddiget) ved Norden, hvorfra færgen går, ligegyldigt om man kører omkring Hamborg og Bremen eller tager Glückstadt-Wischhafen-færgen over Elben (8,50 euro for en bil og én passager) og tager de små landeveje. Men der er stor forskel på oplevelsen.
På vej til Norderney tog redaktøren motorvejen omkring Bremen, hvilket var en lidelse, da der var timelang kø på grund af vejarbejde. Det kostede også en overnatning i Oldenburg, da det ellers var umuligt at nå aftalen med borgmesteren mandag den 14. oktober klokken 15. Vejarbejdet skulle være overstået med udgangen af oktober.
Ved Norddeich kan man parkere for 5 euro per kalenderdøgn. Færgen koster 21,50 euro for en gående retur, altså 160 kroner. Tager man bilen med, koster det 750 kroner.
På vejen hjem gik turen fra Norddeich gennem den ene landsby efter den anden til Wischhafen, hvor der var en halv times kø til færgen over Elben. Men har man passagerer med, får de set rigtigt meget på turen, både smuk natur og østfrisiske landsbyer. Færgeturen med udsigt til atomkraftværket Brokdorf varer en halv time og er særdeles hyggelig og afslappende. Herefter går turen på en god motortrafikvej til Husum, derefter landevej op til Tønder og hjem.
Man kan også tage toget fra Flensborg til Norddeich, se aktuel pris på bahn.de.
Den 17. oktober var prisen cirka 1300 kroner for en returbillet.
Har man ikke egen båd, kan man også flyve fra Norddeich til Norderney for 141 euro eller cirka 1050 kroner retur, se aktuelle priser på inselflieger.de.
Hotelpriserne på øen er højere end på fastlandet. Deres udsendte bookede på det topmoderne Hotel Künstlerhaus midt i byen for 750 kroner med udmærket morgenmad.
Konkurrencen mellem de mange restauranter er hård, så priserne er kun lidt højere end på fastlandet.
Reglerne om bilkørsel
Det fører for vidt at beskrive reglerne omkring bilkørsel på Norderney. De fylder otte tætskrevne A4-sider! Men helt generelt må man ikke køre i bil i den gamle del af Norderney by, den blå zone på kortet fra og med påske til og med efterårsferien. Kommer man som turist, har man en time til at køre til at køre til sin ferielejlighed, tømme bilen og stille den på en af de store parkeringspladser på øen. Herefter færdes man til fods, lejer en cykel eller tager rundt med bus.
De lokale kan få kørsels- og parkeringstilladelser, for eksempel hvis man er håndværker, handicappet eller lignende.
I den gule zone og ude på den øde østside af øen må der køres med bil. Politikerne forsøgte at få resten af Norderney by bilfri i 2000, men det modsatte borgerne sig kraftigt, så det måtte opgives.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen