Mød verdensarven på færgerne

UDSMYKNING – Inden jul vil færgerne Fenja og Menja ikke kun sejle midt i verdensarven, men også formidle, hvor på Fanø du kan opleve Unescos verdensarv – helt ude i naturen.

Det bliver en inspirerende udstilling og en flot udsmykning af færgerne, der vil glæde både pendlere og turister.

BILLEDGALLERI:

Foto: Mark Sandford og Marco Brodde

 

”Det er længe siden, Vadehavet blev udnævnt til Unesco verdensarv,” konstaterer udviklingskonsulent Jacob Bay fra Fanø Kommune.

”Nu skal der ske noget konkret og derfor er vi tre, der har overvejet hvordan vi kunne lave en Unesco formidling her på Fanø.”

De tre initiativtagere til projektet er – udover Jacob Bay – Fanø Kommunes naturvejleder Marco Brodde samt Mark Sandford, som med base på Fanø indretter butikker for større internationale butikskæder.

At benytte færgen til udstillingsplatform og formidling har længe ligget til højrebenet, og nu ser det ud til at lykkes.

”Det er fantastisk, som Færgen har bakket op om det her. Støttet økonomisk og mere eller mindre givet os frie hænder til at skabe udstillingen og indrette færgerne,” siger Jacob Bay.

Udstillingen, der er finansieret af Færgen, Fanø Kommune og Region Syddanmark, skal inspirere pendlere og turister.

Målet er at give alle på færgen en ’vauw-oplevelse’ af Vadehavet og Unescos verdensarv.

Udstillingen skal give inspiration til at opleve Unesco-naturen på egen hånd og ikke på et museum eller i et formidlingscenter. Derfor vil kvaliteten i fotos, tekster, layout, tryk og opsætning også blive helt i top ifølge initiativtagerne.

”Udstillingen skal være med til at fremhæve, at Fanø er en kvalitetsoplevelse i verdensklasse,” understreger Jacob Bay.

Et er pyramiderne

”Enhver kan forstå, hvad pyramiderne er, men der skal lidt ekstra til for at forstå, hvad vores verdensarv er,” fortæller naturvejleder Marco Brodde.

”Vi har valgt ti steder – ti Unesco steder på Fanø. Steder, som vi anbefaler at besøge, og hvor man kan opleve verdensarven.”

Helt formelt er det kun vandfladen og havbunden, der er udpeget til verdensarv, men på Fanø kan man opleve effekterne af Vadehavets skjulte kræfter. Her er de landskaber, Vadehavet har skabt. Det er naturens kræfter og tidevandet, der har skabt klitlavningerne, skabt Hønen og skabt Kelds Sand. De nævnte lokaliteter er alle en konsekvens af Vadehavet, som Marco Brodde påpeger.

”På Fanø kan du se, hvorfor Vadehavet er blevet til verdensarv. Her kan du finde landskabsdynamikken, her har du sælerne, her har du klitterne.”

”Færgeudstillingen er en del af en større udstilling, hvor hele Fanø bliver ét stort formidlingscenter,” som Jacob Bay udtrykker det lidt filosofisk.

Med udstillingen på færgen og anden formidling, der er under udvikling, er det ambitionen at fortælle en ny historie om de steder, folk i forvejen synes er spændende at besøge.

På færgerne vil man i gangen blive mødt af Unescos satellitfoto af hele Vadehavet fra Den Helder i syd til Skallingen i nord med tekst på dansk, engelsk og tysk.

På salonens vægge præsenteres de ti udvalgte steder på Fanø, og på bordene vises luftfotos fra Fanø – en anden oplevelse af Vadehavet. Ingen tung formidling, men alene ren inspiration.

Der arbejdes herudover med at finde en enkel fysisk markering af stederne, ligesom en folder med GPS-koordinater udarbejdes.

”På færgen skal du bare læse en enkelt planche og så blive inspireret til at finde stederne,” siger Jacob Bay.

”Med udstillingen bøjer vi i neon, hvad verdensarven handler om,” understreger Marco Brodde.Boks:

Her på Fanø kan du opleve verdensarven

Færgen, Søjorden (Nordby Havn), Grådyb og Hamborg dyb, Søren Jessens sand, Pælebjerg, Galgerev, Hønen (2 steder), Krobanken og Halen

 

 

Top