SØNDERHO – Miljøminister Lea Wermelin (S), 36, gæstede den 20. august Sønderho, blandt andet i anledning af hendes kampagne Danmarks vildeste kommune, og hun fik en rundvisning ved Sønderho, ledet af kommunens naturvejleder Marco Brodde. Til stede var også borgmester Sofie Valbjørn, byrådsmedlem Johan Brink Jensen og folketingsmedlem Anders Kronborg (S).
Hun fortalte Fanø Posten, at det var hendes første besøg på Fanø, men at det bestemt ikke ville blive det sidste. Hun fortalte også, at hun havde stor respekt for den måde, naturen bliver bevaret på.
Efter rundvisningen deltog hun i et åbent debatmøde, som Socialdemokratiet havde indbudt til i Johan Brink Jensens hyggelige have med udsigt til Kåveren. Her fortalte hun blandt andet, mens der blev lagt bakskuld på grillen, at 92 ud af 98 kommuner nu deltager i hendes konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune. Det var hun både glad for og stolt over. Hun fik også en håndlavet gave med hjem fra Sønderho, lavet af byrådsmedlem Brink.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
PS
Efter avisens trykning oplyser Johan Brink Jensen til Fanø Posten, at mødet gik meget bedre end forventet. Det mundede ud i tre nye medlemmer og to mulige byrådskandidater ud over ham selv.