Administrerende direktør Martin Baltser i hovedsædet i Middelfart. Han er meget glad for fusionen, der vil give kunderne på Fanø flere muligheder.
’Den ny spare-kassedirektør’ på Fanø hedder Martin Baltser, er glad for den kommende fusion med Fanø Sparekasse og lover endnu bedre service og masser af nye varer på hylderne
Hent originalartiklen fra avisen som PDF her
ERHVERV – I denne artikel, som er skrevet onsdag, går vi ud fra, at de to repræsentantskaber i henholdsvis Fanø Sparekasse og Middelfart Sparekasse torsdag den 9. februar har godkendt den fusion, der blev meldt ud den 18. januar i år. Og vi går ud fra, at Finanstilsynet senere i februar godkender fusionen. Intet tilsiger, at det ikke skulle ske. (POST SCRIPTUM: De to repræsentantskaber godkendte fusionen enstemmigt begge steder. Red.)
Vi tog tidligere på ugen til Middelfart Sparekasses flotte, arkitekttegnede hovedsæde på havnen i Middelfart for at få en snak med direktør Martin Baltser om den ny situation. Og det ligger ham på sinde at fortælle en lille historie om hans første møde med personalet den morgen, da bestyrelsesformand Jeppe Valbjørn og direktør Peter Otto Nielsen lige havde fortalt personalet om fusionen:
”Der var da tårer i det ene øje og smil i det andet hos de ansatte, og det forstår jeg godt. Det er jo en sparekasse med en lang historie, der går over 150 år tilbage. Men så var der en, som sagde: ”Hvis bare vi kan blive ved med at give kunderne den samme gode service!”. Det var godt at høre. For i Middelfart Sparekasse er tilgængelighed og god service altafgørende. Alle medarbejdere har deres egen telefon, som man kan ringe til, og alle er på hjemmesiden med foto,” fortæller han.
Fanø-medarbejderne behøver i øvrigt ikke frygte for deres job. Alle får jobgaranti i et år. Og de har ’på forskud’ fået forstærkning i form af en ny medarbejder, Amalie Wiese, der er kommet fra Middelfart Sparekasses filial på Dokken i Esbjerg. Skulle Finanstilsynet mod al forventning vende tommelfingeren nedad, flyttes hun blot tilbage, fortæller Martin Baltser.
Har prøvet en fusion før
Han ser frem til en nem fusion, da Middelfart Sparekasse har prøvet det før. Det var, da Folkesparekassen i Silkeborg blev opkøbt.
”Det lærte vi meget af, så jeg regner med, at det her går glat og er helt afsluttet med alle systemer koblet sammen til oktober,” siger han.
Fusionen gælder imidlertid, så snart Finanstilsynet senere i februar efter alt at dømme har sagt ja.
For kunderne bliver den store fordel, at Middelfart Sparekasse kan mere end Fanø Sparekasse, der må bruge halvdelen af medarbejdernes tid på administration, indberetninger og så videre.
”Vi kan tilbyde investeringsløsninger, sommerhuslån hos os eller Totalkredit, formuerådgivning, større erhvervsløsninger og meget mere. Nu skal vi så til at lære de 3200 kunder i Fanø Sparekasse at bruge os meget mere. Ligesom når man i dagligvarehandelen gerne vil få folk til at købe mere end en liter mælk, nogle rundstykker og en avis. For vi er et finansielt supermarked, der kan mere end Fanø Sparekasse,” forklarer han.
Direktør Peter Otto Nielsen, der bor i Horsens, vil få en anden stilling i Middelfart Sparekasses hovedsæde, i kreditafdelingen.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
Fakta om fusionen
- Træder i kraft, så snart Finanstilsynet på sit møde senere i februar har sagt ja. Alt vedrørende kort og konti fortsætter uændret, til kunderne får besked om andet
- Alle kunder i Fanø Sparekasse bliver automatisk kunder i Middelfart Sparekasse
- Så vidt muligt beholder alle deres kontonummer, men vi får nye betalingskort
- Bogstaverne på gavlen med Fanø Sparekasse bliver siddende, mens et mindre skilt vil fortælle, at dette er Middelfarts Sparekasses filial
- Netbanken fra SDC er den samme, som Fanø Sparekasses kunder bruger i dag. Der arbejdes ihærdigt på at forbedre den
- Kunderne vil kunne få hjælp til at bruge den ny netbank, som erhvervskunderne allerede har fået, i filialen i Esbjerg eller i filialen på Fanø
- Garanter bliver automatisk garanter i Middelfart Sparekasse. Den forventede udlodning for 2023 er 3,5 procent. Fanø Sparekasse gav 2 procent sidst.
- Man kan købe garantbeviser for op til 250.000 kroner
- Fanø Sparekasses formue på cirka 58 millioner kroner vil tilgå en lokal fond, der vil støtte lokale initiativer og formål. Den nuværende bestyrelse bliver dens bestyrelse