Lone har stadig “verdens bedste arbejde”, når den kommunale dagpleje lukker
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
PASNING – Forældrene til alle fem børn hos dagplejer Lone Buus Tomsen på Vinkelvej i Nordby har valgt at lade deres børn blive, når hun den 1. november har første dag som privat dagplejer med kommunalt tilsyn.
”Det er en stor tillidserklæring, at de alle har ladet deres børn blive, så nu kan jeg fortsætte. Det er jeg glad for. Det er verdens bedste arbejde at være dagplejer,” siger Lone Buus Thomsen, mens hun under interviewet har et øje på hver finger og suser rundt for at trøste, hjælpe, sætte leg i gang og servere frugt for de fire børn, som er her denne dejlige dag i september: Alba, Klara, Kaung Htet og Ebbe.Forældrene sparer endda lidt penge, for Lone har valgt at lægge sin takst en smule under den kommunale vuggestues. Det har flere forældre bemærket med tilfredshed. Den 1. november har hun i øvrigt en ledig plads. Den næste ledige plads kommer først 12 måneder senere.
Må selv passe i ferien
At der er en udfordring under sygdom og ferie, er ordnet på den måde, at forældrene ganske enkelt skriver under på, at de selv må passe børnene eller finde alternativ pasning.
”Og det har de alle været indforstået med,” fortæller hun.
Hun har haft en turbulent tid som kommunal dagplejer, Fire gange er hun blevet opsagt mundtligt på grund af truende mangel på børn, men hver gang, undtagen i år, er hun blevet reddet på målstregen. Fra 31. oktober eksisterer der imidlertid ikke en kommunal dagplejeordning længere. For få forældre søger den løsning.
Hun kunne godt have fået job i en kommunal institution, men hun takkede pænt nej:
”Jeg gør ikke det her, fordi det er mig. Men jeg synes ikke, at Fanø skal undvære en dagpleje,” siger hun.
Hos Lone starter dagen med, at børnene er med til at lave dej til boller. Så bliver der leget, og i passende tid før frokosten og middagsluren bages der boller. Flere af de tidligere børn kommer forbi om eftermiddagen efter skole af den grund.
Hendes næste projekt er at finde sponsorer til en christianiacykel.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen