Lær at sige Seaside

Havnekiosken er fortid. Lækker fastfood, juice og luksushotdogs er fremtiden

Hent artiklen som PDF her

ERHVERVSLIV – Glem Havnekiosken i den blå bygning. Nu skal du snart – og det bliver måske allerede fra 18. marts – sige Seaside i den hvide bygning på havnen, når den står på noget lækker fastfood til færgekøen, frokosten eller aftensmaden.
Iværksætteren bag Seaside er Søren Brinch fra Sønderho, der selv vil stå bag skranken, hvis de to ansatte og deres unge medhjælpere af en eller anden grund tilkalder ham. Udover at være ekstern lektor, kendt ornitolog og naturguide, så er han nu også forretningsindehaver, godt hjulpet af Peter Petersen fra Hjerting Badehotel og Fanø Krogaard.
”Vi vil sælge tre slags smurte rundstykker om morgenen, lækre og sunde smoothies, juicer, sandwiches samt luksus-hotdogs med groft brød og pølser fra Slagter Christiansen. Og så vil vi hver dag lave én dagens ret,” fortæller han med stor ildhu og begejstring.
”Vi skal være pendlernes foretrukne valg, og vi skal genskabe livet på havnen,” tilføjer han.
Åbningstiderne bliver 7-20 i højsæsonen, 7-18 i skuldersæsonen og 7-16 i vintersæsonen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top