Kludene er sat og programmet lagt til rette
Lodseddelpigerne har været i fuld gang i hele ugen op til Sønderhodagen i morgen, den 21. juli. En af dem er den ti-årige Asta-Marie Friborg Rudloff, der bor i Vanløse og er kommet i Sønderho, siden hun var lille.
”Det er hyggeligt at gå rundt sammen med andre. Det er en tradition og rart at hjælpe fonden,” siger Asta-Marie Friborg Rudloft, der også var ude med lodsedler sidste år.
30 piger i alderen fem-12 år har i år meldt sig som lodseddelsælgere.
”Hele ugen op til Sønderhodagen møder de klokken ti i forsamlingshuset og får sat tørklæder. Dragterne har de lånt af Fonden Gamle Sønderhos dragtsamling,” siger Lise Borregaard, der er medlem af fondens dragtudvalg.
Pigerne bliver delt op i grupper, så store og små går sammen. De har 4.000 lodsedler til salg, og der er mange gevinster i år.
Vinderne bliver allerede udtrukket om aftenen på selve Sønderhodagen. Den indledes om formiddagen med festgudstjeneste i Sønderho Kirke. Klokken 14 går det flotte og festlige brudeoptog fra Børsen til Møllebanken, hvor det i år er den lokale sognepræst Miriam Florez, der holder festtalen. Og så går det løs med opvisning af brudedanse, fremvisning af dragter og sønderhoning-dans. Spillemænd og brudefolk fortsætter derefter festlighederne ude i gaderne.
Sønderhodagen slutter traditionen tro i forsamlingshuset med bal, der måske bliver ved til den lyse morgen. Ofte går de unge ned til Børsen og deler i løbet af natten en kasse øl.
Det er Peter Uhrbrand, Kirstine Uhrbrand og Ole Mouritzen, der står for musikken.
Tekst: Dorte Remar og Keld Nissen.
Foto: Keld Nissen.