Hele Sønderhos cirkustelt indviet med manér

Teltindvielsen ved Bakskuld lørdag den 2. juli blev en herlig dag. Kagekonkurrencen sprængte alle rammer

Hent hele artiklen som PDF her

SØNDERHOLIV – Foreningen Sønderholiv, der har skaffet over en halv million kroner til et aktivitets-cirkustelt til byen, havde lørdag den 2. juli indbudt til indvielse af teltet, og det gav ’fuldt telt’ i det fremragende sommervejr.


Teltet, der ifølge Gertrud Exner er udlån til blandt andet forsamlingshuset frem til 1. september, var rammen om en lille bar med blandt andet kaffe, øl og læskende øko-sodavand i en balje med is samt et lille udsalg af t-shirts.

En lille scene til bandet ’2. klasse’ var der også plads til.

Samt borde med et væld af kager fra børn, der ville være med i kagekonkurrencen.

Udenfor kunne man slå sig ned ved borde og bænke eller bare i græsset og hilse på venner, familie, præsten, de lokale byrådsmedlemmer og andet godtfolk. Mange gode historier fløj hen over bordene i det skønne vejr.

Tale som et eventyr
Gertrud Exner holdt indvielsestalen. Den handlede om en lille ø, hvorpå der var en lille by. Og den lille by var børnehaven i fare. Der var kun fem børn tilbage. Men så gik en gruppe borgere sammen, stiftede foreningen Sønderholiv og gik i gang med at gøre opmærksom på, at det da var Sønderho, man som børnefamilie skulle flytte til for at få det gode liv.


”Og så kom der én dreng mere. Og en pige. Og en dreng og en pige! Og til sidst var børnehaven reddet,” lød det i hendes eventyr fra virkeligheden.
Og så kunne dommerne i kagekonkurrencen komme i gang med deres meget svære opgave med at finde vinderne.

PS: Efter deadline indløb dette: Karl Rydahl-Brink vandt 1. præmien.


Det næste arrangement bliver d. 11-12 september, et projekt, som Sønderholiv kalder Vind og vejr med dragebyggeri og vindinstrumenter, fællesspisning og måske mere musik.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Cirkusteltet

Cirkusteltet blev ’opfundet’ så langt tilbage som i 1767. Det første rejstes af Jacob Bates i Paris med hans Cirque Équestre, omend Philip Astley fra London ofte tillægges æren for det moderne cirkus, da han som den første indførte kunstridning suppleret med artistnumre i en cirkelrund manege. Stangen i midten kaldes ’sjappen’, fortalte Gertrud Exner. Det er dansk slang for den franske benævnelse, chapiteau, der også betyder top, fra latin capitellum, det udsmykkede hoved på en klassisk søjle. Chapiteau siges også at stamme fra det franske ord for hat, chapeau.
Kilde Wikipedia.dk

Relaterede artikler

Top