Grønlandsk blisgås på Fanø

Grønlandsk blisgås kendes på det gule næb og en sort tværbånding på bugen.

Hent artiklen fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Der har i snart to uger opholdt sig en flok på otte af den meget fåtallige grønlandsk blisgås (Anser Albifrons Flaviostris) på Fanø. Den regnes ikke som en selvstændig art, men som en underart af blisgås (Anser albifrons).
Måske kan vi opleve, at den bliver en selvstændig art på længere sigt. Det er noget DNA-analyser vil afgøre, og det sker, når der efter mange års adskillelse på ynglepladserne er udviklet en helt unik DNA-kode, der adskiller den fra sit genetiske ophav. Men uanset dette, er det en smuk og spændende fugleart, der normalt overvintrer i det sydvestlige Skotland og Irland.

Næsten årlige besøg

En grønlandsk blisgås studerer omgivelserne.

En grønlandsk blisgås studerer omgivelserne.

Grønlandsk blisgås er næsten årligt i Danmark, fortrinsvis i Nord- og Vestjylland, og den optræder ofte i småflokke på to til fire individer.
Enkelte større flokke på 10 og 11 er observeret i 2002 ved Thorsminde, i 1994 ved Nissum og i 1972 ved Bygholm, Vejle. Denne gruppe er kun anden forekomst af arten siden en enlig blev observeret i 1979 i Sønderho. Så dette er altså en seværdighed på Fanø.
Flokken holder til på østkysten af Fanø, og har skiftet opholdssted flere gange. Vejret har ikke været optimalt fotovejr i perioden, men med udsigt til bragende solskin, helt vindstille og en krystalklar sigtbarhed, måtte jeg simpelthen satse alt i sidste uge.

Måtte kravle 150 meter
Jeg vidste, at det ville blive en benhård opgave at komme tæt på de sky fugle. Jeg måtte kravle mere end 150 meter, camouflere mig bag rørskov, for til sidst at snige mig de sidste meter gennem højt græs for endelig at komme på fotoskudhold på 60 meters afstand uden at skræmme gæssene. Dog blev gæssene skræmt op af en overflyvende Havørn, for igen at lande 100 meter længere ude på vaden.
På billederne ses de karakterer for racen, der adskiller den fra den almindelig blisgås – gult næb, dyb og udbredt sort tværbånding på bugen, generelt mørkt helhedsindtryk, og når den flyver op viser halen en meget smal hvid kant.

Grønlandsk blisgås kendes på det gule næb og en sort tværbånding på bugen.

Grønlandsk blisgås kendes på det gule næb og en sort tværbånding på bugen.

Sidste nyt er, at den lille flok er forsvundet umiddelbart efter fællesjagten på Fanø lørdag den 10. december. Da der er jagttid på blisgås fra 1. september til 31. januar så kan flokken være helt lovligt nedlagt, og så vil vi på Fanø Fuglestation gerne vide, hvis du har en meget mørk blisgås med gult næb. Det kunne være spændende at se den og måske få den udstoppet, og der bliver jo en julegås til bordet alligevel.

Tekst og foto: Søren Brinch
Redigering: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top