PORTRÆT – Grønland, Tenerife og Hellerup. Det er blot et lille udsnit af de steder, forfatterparret Palle Petersen og Lena Eilstrup har boet. I det sidste halve års tid har de til gengæld været i gang med at renovere Galionsgården i Sønderho og nu har de slået sig ned i det charmerende hus. Permanent denne gang.
”Vi har boet nogle af de smukkeste steder i verden. Især vores hus i Saqqaq i Grønland hvor vi boede lige ud til isfjorden og havde udsigt til et hav af isbjerge. Men vi har fundet ud af, at vi ikke kan leve af en udsigt. Der skal være det sociale indover. Det var derfor, vi besluttede os for Sønderho,” siger Palle Petersen fra sin lænestol i stuen i Galionsgården.
I sofaen ved siden af Fanø Postens udsendte sidder hans kone, Lena Eilstrup.
Til sammen har de udgivet omkring 150 bøger om alt – lige fra en børnebog om en krølhåret pige ved navn Yrsa til bøger om slædehunde og hele kulturen omkring den traditionsbundne transportform i Grønland.
”Vi har været så privilegerede, at vi langt hen ad vejen har kunne leve af vores bøger. Det har givet os en stor frihed i forhold til at kunne rejse rundt og se verden,” siger Palle Petersen, der udgav sin første bog i 1971.
Bofællesskaber
Den store rejselyst har naturligt nok medført, at forfatterparret har prøvet at bo i mange forskellige konstellationer.
”Vi har gennem tiden boet i en del bofællesskaber. Senest i et oldekolle i Hellerup, hvor vi til gengæld hurtigt fandt ud af, at der var altså ikke liv nok. Men når det kommer til bofællesskaber, så oplever vi faktisk Sønderho som ét stort bofællesskab. Det har altid været varmt og festligt at komme her i byen, og det har vi været meget glade for,” siger Lena Eilstrup.
Lena og Palle sidder ofte på terrassen foran huset, hvor de kan nyde udsigten til det hav af turister fra nær og fjern, der hver sommer besøger Sønderho.
Det er nemlig ikke første gang, forfatterparret bor i Sønderho. Faktisk endte de i byen ved lidt af et tilfælde tilbage i 1990. Her ledte de efter et sted, hvor de kunne få ro til at skrive. De havde egentlig indstillet sig på, at de skulle til Grønland, men så fik de pludselig en mulighed for at flytte ind i den legatbolig, der dengang hed Bomholts Hus. Et hjem, der i dag går under navnet Digterhjemmet, og som nu er deres nabo.
”Når man får et ophold i Digterhjemmet i dag, så lyder det på tre måneder, men dengang var et ophold på ét år. Og det fik vi faktisk forlænget, så vi endte med at bo der i to år. Det var vi så glade for, at vi endte med at købe et hus på Øster Land, hvor vi boede i 12 år,” fortæller Palle Petersen.
Da parret kom til Sønderho i 1990 havde de kendt hinanden i fire år, og de kendte stort set ikke en eneste i byen. Det blev der dog hurtigt ændret på, da de året efter besluttede sig for at blive gift i Sønderho Kirke.
”Efter brylluppet lavede vi så Åbent Hus derhjemme, og der væltede det ind med gæster. Det åbnede hele byen op for os,” siger Lena Eilstrup, der sekundet efter bliver afbrudt af en banken på døren.
Det er en ven af huset, Peter, der er kommet forbi til et glas rødvin og en snak.
”Det er jo sådan det fungerer her. Man keder sig i hvert fald sjældent,” griner Palle Petersen, mens han hilser på den nyankomne gæst.
Galionsgården
Huset, som parret er flyttet ind i, er svært ikke at lægge mærke til, når man går gennem Sønderho. Galionsgården har sit navn efter den galionsfigur, der hænger som en indgang til husets have. Parret købte huset som et dødsbo tilbage i november sidste år, og straks gik de i gang med en større renovering af huset, Arbejdet var dog mere omfattende, end de havde forventet.
”Det var noget af en mundfuld. Vi boede i vores sommerhus ude ved Lodne Bjerge (en gade lidt uden for Sønderho, red.) og der var faktisk håndværkere her i huset helt frem til sommeren. Så det var noget af en omgang,” siger Palle Petersen.
Resultatet er til gengæld imponerende. På væggene i stuen har parret beholdt nogle af de guldpaneler, der stammer helt tilbage fra dengang, hvor bygningen husede en bank. De har fået bugseret en 400 kg tung brændeovn ind fra Christiansfeld, som står og troner ovre i det ene hjørne af stuen, og flere af dørene er tilbage fra husets opførsel.
”Man kan jo hurtigt få det indtryk, at hele byen er et frilandsmuseum. Men jeg vil jo kalde det for et levende frilandsmuseum, og det er der, vi bokser lidt med Fredningsstyrelsen, for husene er jo ikke museer. Dem skal vi kunne leve i. Så selvom de gerne vil have, at det skal se helt rigtigt ud, så skal vi jo også kunne være her,” siger Palle Petersen og kommer i tanke om en scene i deres tidligere hus på Øster Land.
”Ligesom her havde vi også på Øster Land tit døren stående åben, og pludselig kom der en hel flok japanske turister vadende ind i dagligstuen med kameraer og det hele. Så måtte vi jo forklare dem, at det altså ikke var et museum det her,” fortæller Palle Petersen.
Men på trods af de mange turister, der også i dag stopper op for at tage et billede af Galionsgården, så var det aldrig en mulighed for parret at bosætte sig et andet sted på øen.
”Slet ikke. Vi opfatter Sønderho som en ø på en ø. Vi er jo afskåret, for det er en rimelig lang tur til Nordby eller Esbjerg,” siger Palle Petersen, inden han bliver afbrudt af sin kone.
Lena og Palles åbne dør bliver ofte benyttet af byens borgere. For år tilbage benyttede en flok japanske turister den åbne dør og vadede ind i stuen. Her er det en ven af huset, der er på besøg.
”Det er charmen ved Sønderho. Der er rigeligt med socialt liv her til, at vi kan klare os. Selvom vi begge er fra København, så trives vi ikke rigtig der. Der var kedeligt, der skete ikke noget. Ikke noget for os i hvert fald. Der sker mere her i Sønderho. Og så har vi jo også en børnehave, hvor der går over ti børn. Og det er jo virkelig vigtigt for sådan en by som Sønderho, at den også kan tiltrække børnefamilier,” siger Lena Eilstrup.
I august fyldte Palle Petersen 75 år. En dag der – naturligvis – blev fejret med åbent hus i Galionsgården. For tiden arbejder han på en ny bog – en bog om en grønlandsk mand, der efter et ophold i Danmark vender hjem og bliver beskyldt for at være en stor løgner. En bog der er baseret på en virkelig historie.
I det hele taget virker det som om, Palle og Lena har fundet sig til rette i livet. Med de tyske og japanske turister gående forbi stuevinduet og med gæster fra byen, der benytter sig af den næsten altid åbne dør. Helt færdige er de dog ikke med at rejse.
”Vi vil blive ved med at rejse, for vinteren er jo alligevel mørk. Vi rejser bare ikke længere med rygsæk, kan man sige, det er vi blevet for gamle til. Så på den måde er det jo rart at have en base og ethjem, som man kan vende tilbage til,” siger Palle Petersen.
