Fanø Sommercup er klar igen og forventer 256 fodboldhold

Selve turneringen finder sted den 15. og den 16. juli. Arkivfoto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Efter et par års coronapause er Fanø Sommercup tilbage i midten af juli

FODBOLDFEST – Efter to års coronapause er Fanø Sommercup på vej tilbage. Den store ’fodboldfest’, der er Danmarks største femmandsturnering, skal holdes i dagene 14. til 16. juli. I spidsen for dens bestyrelse er Kenneth Beck.
Tilmeldingen er i fuld gang, og på fanossommercup.dk kan man allerede se hold og spilletidspunkter i turneringsdagene den 15. og den 16. juli. Der ventes 256 hold fra hele Danmark. 6000-8000 fodboldgæster ventes der (disse to sidste sætninger er ændret i forhold til teksten i avisen, red.)
Holdnavnene er traditionen tro muntre: Fra Dengang Mor Havde Pels, FC Ude af form, Fanø Øl Loge, Ind over til en nikker, Mænd Der Bader Kvinder, Katolske præster uden grænser og Samme som sidst, for bare at nævne en håndfuld.
Overskuddet fra Fanø Sommercup går til Fanø Boldklub, som stiller med mange frivillige.
I år har Andelskassens lokallånspulje støttet Fanø Sommercup med 12.000 kroner. Øen er da heller ikke ukendt land. Centerdirektøren i Esbjerg-afdelingen Søren Mouritzen er opvokset på Fanø, og Jane Starup startede i filialen 1. november 2021. Når en kunde vælger et lokallån, så går der 1000 kroner til puljen. Bankens aktionærråd uddeler en gang om året pengene til lokalprojekter, initiativer og foreninge, som understøtter lokaludviklingen indenfor blandt andet bosætning og erhverv.
-fina

Andelskassen støtter dette års Fanø Sommercup. Til venstre ses foreningens formand Kenneth Beck, til højre ses centerdirektør Søren Mouritzen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Top