Fanø holder vejret

En påske uden de hundredvis af glade, tyske familier, der plejer at gæste øen – det er den triste sandhed for sommerhusudlejningsbranchen, de handlende og de restauranter, der kunne have solgt masser af takeaway med tilhørende drikkevarer til turisterne.
Vi kan kun håbe, at de erstattes af danske turister. Og at disse opfører sig corona-klogt. Det vil sige, at de skal holde sig i bilerne på færgen, holde afstand, vaske hænder før og efter supermarkedsbesøg, nyse i ærmet og i det hele taget nyde at være i deres sommerhus og i naturen uden at besøge tætbefolkede steder alt for meget. Og rejs gerne hjem, hvis I får symptomer.
For vi har rigtigt mange ældre på Fanø, der ikke kan tåle at blive syge. Vi har også lungesyge og svækkede personer. Og vi er glade for, at vi sammen med Samsø og Ærø er de eneste kommuner, der ikke har fået påvist en corona-smittet borger endnu. Derfor, kære turist, pas på. Flertallet og byrådet er glade for, at I kommer og besøger Fanø, men vi vil så gerne have, at vaccinen kommer før smittebølgen, selv om det nok er et forfængeligt håb.
For redaktøren selv betyder krisen, at det ny barnebarn i Odense kun kan nydes på videoer. Men det er et lille offer, trods alt.
Spændende for os i det lille bladhus med Fanø Posten og Hjerting Posten er også, om krisen slår benene væk under os. Det er der ikke noget, der tyder på. I, der annoncerer, er trofaste, og det siger jeg, Tina, Keld og budene tusind tak for. Måske får vi skrammer som alle andre, men så må vi jo se, om en af hjælpepakkerne rummer noget til os. Dem skal skatteyderne have tak for.

God påske og nyd Fanøs skønne natur.

Top